Forestillinger om de sidste tider har altid været grundlæggende for de store frelsesreligioner i form af en dommens dag, hvor udfrielsen fra denne verden til en hinsides endelig kunne finde sted. I det moderne samfund står religionerne ikke ene om sådanne beretninger, da også naturvidenskabelige forudsigelser om verdens undergang er hyppigt forekommende. Samtidigt er religiøse dommedagssekter blevet mere og mere marginaliseret. Motivationen for denne undersøgelse er netop at udforske det underfundige forhold mellem to vidt forskellige forestillinger om verdens endeligt.
Problemformulering
Med udgangspunkt i Johannes’ Åbenbaring ønskes en vurdering af den religiøse dommedagsforudsigelses betydning, med et særligt fokus på naturvidenskabens rolle for denne. Herunder ønskes en diskussion af de væsentligste forskelle mellem en naturvidenskabelig og religiøs dommedagsforudsigelse.
Væsentlige problemstillinger
1) Hvordan skal Johannes’ Åbenbaring fortolkes?
Der er flere mulige metodiske tilgange til Åbenbaringsbogen (fork. Åb):
Den kirkehistoriske: Åb fortolkes som en forudsigelse af udviklingen inden for den kristne kirke fra aposteltiden til tidernes ende.
Den eskatologiske: Åb fortolkes som en nøjagtig beskrivelse af de sidste tider.
Den tidshistoriske: Åb betragtes som en menneskeskabt kilde (ikke guddommelig) og fortolkes ud fra den historiske kontekst. Fortolkningen er historisk-kritisk.
Delkonklusion
Åb er skrevet i en stil og med et symbolsprog hentet fra jødernes apokalypser i det gamle testamente. Dels fordi det var den mest naturlige måde at skrive om de sidste tider på, og dels for at ”kode” teksten for romerne. Åb er først og fremmest en reaktion mod den forfølgelse som de kristne menigheder, specielt i Lilleasien, oplevede og skal ses som en trøst og en opfordring til at forblive stærk i troen.
Det er gratis at oprette en konto