Masken er hos mange en hverdagspåklædning. Noget de skal have på, for at kunne deltage i offentlighedens begivenheder. Hvad skal masken gøre godt for? Hvad ville folk gøre uden masken? Og vil der nogensinde komme en dag, hvor masken bliver virkeligheden? Det er måske allerede sket. Men hvor stammer masken mon fra? Mange flere af disse spørgsmål flyver rundt i hovederne på folk. Lad os se om vi kan finde nogle svar på dem!
Den såkaldte maske, mange tager på hver dag, inden de skal ud af døren, er ved at tage overhånd. Vi taler ikke en maske af pap, papir, papmaché eller gips – men en maske i form af en facade. Et andet ”jeg” vi hopper i for at passe ind, hvor end vi går. Vi har måske endda flere forskellige masker. Så er det lige med at finde den rigtige til de forskellige begivenheder. En til når vi er i skole eller på arbejde, en når vi er sammen med veninderne, en anden når vi er sammen med vennerne eller vores kærester, endnu en når vi er sammen med fremmede og måske også en når vi er sammen med fætre/kusiner eller andre i familien. Hvornår tages masken af? Eller rettere: tages den overhovedet af? Kan man, når man er helt alene, tage masken af og acceptere sit ”jeg”. Måske. Men tankerne om, hvilken maske man skal påføre sig, når man lige om lidt skal mødes med omverdenen igen, slipper man ikke for. Citatet ”Øjne skan smile, mund kan le, men smerten i hjertet kan ingen se” fortæller også hvordan man kan gå rundt med det største smil på læberne og have det sjovt, alt imens man er ved at ”dø” inden i – altså den rigtige facade er gemt væk. Det er ærgerligt. Den dag man tager masken til sig og lader den overtage, er alt håb ude. Hvis man ikke kan se virkeligheden i øjnene, og acceptere den man er blevet til, hvad skal der så blive af os? Med masken som værende hverdagspåklædning, kan vi kun håbe på, at den en dag bliver for meget for os selv, og at vi så smider den! Men bliver vi hjulpet på vej af nogen? Nej, tværtimod. Programmer i TV, som direkte handler om at rende rundt med masker konstant, hjælper bestemt ikke ungdommen på vej. Lyv, snyd og vær falsk - så kan du vinde penge og blive berømt! Det er hvad TV stationerne sender ud aften efter aften i form af flere forskellige programmer. Programmet ”Sandhedens time” tvinger dig til at tage din maske af og være helt dig selv! Men hvor mange vinder det hele i det program? Ingen! Selv for penge og overfor ens nærmeste kan man ikke engang smide masken og tale sandt. Når stemmen i programmet siger ”svaret er … falsk” bryder det hele sammen. Hvorfor så være ærlig fra starten og sårer en masse mennesker omkring sig, ved at fortælle, hvad ens sande ”jeg” er – hvis man alligevel ikke fuldfører det! Lad være med at meld dig, det ødelægger mere end det gør godt! Du vinder 100.000kr, men kæresten forlader dig, og mor er skuffet resten af sine dage. Hvad er de 100.000 så værd? Havde man nu bare taget masken af i en ung alder eller i det hele taget helt ladet være med at tage den på til at begynde med, så havde man haft alt. Selv ikke sådan et program får folk til at smide maskerne, selvom man tydeligt kan se, at masken på intet tidspunkt er en god idé. En maske mange også bærer er den, hvorved man holder sine følelser tilbage. Man fortæller ikke sine nærmeste hvor meget man holder af dem eller hvor højt man elsker dem, og det kan godt give bagslag! Får man ikke fortalt sin kæreste eller sine tætteste venner/veninder, hvor meget de betyder for en, så går det ud over en selv, for så synes de måske ikke, at det virker som om, at man faktisk holder af dem. Man skal åbne sig og smide den facade væk - især overfor dem man virkelig holder af. Poker – et spil fyldt med masker og snyd i form af at bluffe. Men vent – det er egentlig det hele spillet går ud på! Sætte en facade på, som folk skal tro er dit sande jeg. Det vinder du penge på. Poker er blevet et udbredt spil blandt mange. Jo flere der bliver rigtig gode til det, jo flere får vi ud i offentligheden, som konstant har ”snyde facaden” på. En børnelokker, en voldtægtsmand, en skorstensfejer osv. Man hører i nyhederne, at en pige først har snakket stille og roligt med en person, som ganske kort tid efter har dræbt eller udnyttet pigen i bedste forstand. Man hørte for nogle år tilbage om ham skorstensfejeren, som bankede på pigen Sonjas dør. Hun var alene hjemme en dag og lukker denne her skorstensfejer ind i huset, hvilket hun selvfølgelig gør, da han skal kigge på skorstenen/brændeovnen. Hun vurderer ham vel til værende en troværdig person, ellers havde hun ikke lukket ham ind. Og pludselig blusser det op i nyhederne, at ham her skorstensfejeren har dræbt Sonja. Hans venlige facade virkede jo åbenbart. Man skal aldrig vide sig sikker! Folk har måske bare maske på. Stol aldrig på andre end dig selv – det er vel lige før, at det er sandt! Man kan aldrig vide, om bedsteveninden kun står dig så nært pga. et væddemål, dine penge eller for at holde dig for nar for derefter at efterlade dig så du står alene! Om kæresten kun er sammen med dig for at få sex, pga. et væddemål med drengene, for at se sej ud (”se mig, jeg kan score”) eller om det i sandheden er fordi du er populær. Naturligvis findes der rigtig mange ægte venner, veninder og kærester – men man skal aldrig vide sig sikker, for disse maskebærende, facadeopsættende piger og drenge findes alle vegne. Når piger som yngre siger: ”Når jeg bliver stor, vil jeg giftes med en rig mand, så jeg kan shoppe” er de allerede inde i maskefasen. Tag din maske på, lad som om du elsker fyrer, der tjener kassen – scor ham og brug hans penge. Det er jo egentlig det vi, ubevidst vel at mærke, bilder os selv ind, når vi siger sådanne ord. De fleste af os kommer til fornuft senere i livet og ved, at penge ikke er alt. Men – igen – i TV ser vi jo film og programmer om kvinder, der snyder sig til rigdom! Kvinder, der gifter sig med en 30 år ældre stodder, fordi han har penge. Kvinder, de såkaldte ”golddiggers”, som gifter sig med den ene rige mand efter den anden og går fra dem efter lidt tid for derfor at få en stor, fed check med sig. Deres masker er direkte malet på dem, for at de skulle kunne leve sammen med ”deres mand” i en vis tidsperiode. Det fascinerende ved masken er, at man på intet tidspunkt kan se, om folk har den på eller ej. Som en god veninde eller ven, kan man nogle gange se, at ens ven/veninde ikke lige opfører sig som hun/han altid gør. Måske fordi en af modsatte køn er til stede eller fordi de står blandt skolens sejeste ”crew”. Sådan et maskebal kan sommetider føre til, at man mister dem man holder af, fordi de synes man har ændret sig (taget en helt anden maske på). Citatet: “I put on my makeup, put a smile on my face, and if anyone ask - everything is okay” er igen et godt bevis på, at selvom folk spørger ind til, om man faktisk er okay, så siger man bare ja, for ikke at skulle til at føle sig dum og svag ved at fortælle, at ham fra parallelklassen altid afviser en, og det har man det elendigt med, da man faktisk er vild med ham. Så hellere smide en facade på og sige: ”Ja, jeg har det helt fint”, for så lyder man jo cool og fortæller omverdenen, at ”jeg har ingen problemer, jeg er for sej til at folk skal gøre mig ked af det”. Og hvad er det værd? Det er ingenting værd! Man hører også om piger i teenagealderen, der har haft gang i selvmordsforsøg, skærer i sig selv og drikker sig fra sans og samling for at komme ind i den her ”drømmeverden” – alt dette kun fordi de ikke vil snakke med folk om, hvordan de har det personligt. Deres maske er for dyrebar til at tage af. Nu har de lige skabt sig et image hos de øvrige i skolen – så skal masken bestemt ikke af, for at vise, at man faktisk ikke er så hård alligevel. Sådan ser ungdommen mere og mere ud i dag.
Det er gratis at oprette en konto