Blidt så jeg lyset komme frem i mine halvt lukkede øjne. Hvor var jeg? hvad var der sket?. Efter mine øjne stille lukkede sig op, kom jeg til bevistheden igen. Forvirret vendte jeg hovedet, og kiggede ivrigt til alle sider. Jeg skimtede menneskerne, der stod rundt om mig, og nærmest stirrede på mig. jeg var bange, uden en anelse om hvad der foregik. En bekendt stemme klingede i mine ører. Det var fars stemme. Jeg så ham klart nu. Det lignede mest af alt, at han var bekymret og nærmest lykkelig for at se mine øjne lukke op. Kort efter krammede han mig, mens jeg hørte hans klare stemme: ”jeg er så glad for, at du overlevede, du er en stærk person mín søn. Takkede være Hr. Haddock og hans ven Tintin er du stadig i live”. Selvom jeg ikke var helt ved mig selv, lød det somom min far lavede sjov. Sagde han Haddock og Tintin? Var det her en drøm? Jeg bed i min hånd, og mærkede den stille smerte tage ved.
Nu så jeg klart hvor jeg var. Læger stod rundt omkring mig, jeg måtte være kommet på hospitalet. Jeg mumlede stadigvæk en smule, men alt var klart for mig nu. Lægerene fortalte min far, at de ummidelbart ville regne med, at jeg skulle overnatte på sygehuset 2-3 endnu, før jeg måtte komme hjem. Ved siden af min far stod den såkaldte Hr. Haddock med en flaske af en art og ikke mindst hans ven Tintin. De virkede bekendte, men hvorfra erindrede jeg ikke. Måske jeg havde fået et lille hukommelsestab efter min ullykke, hvilken jeg ikke engang kendte til på dette tidspunkt. Jeg hørte lægerne snakke om hukommelsestab med min far. Jeg tænkte for mig selv: så slemt kunne det da heller ikke være, jeg kunne huske, hvem jeg var, hvem min far var, og ikke mindst at jeg var anbragt på et hospital. Jeg begyndte så småt at snakke med lægerne. Min far kom på besøg en gang omdagen. ”Så det i morgen du skal med hjem var min dreng” hørte jeg min far sagde, hurtigt blev det klart, at jeg havde fået hukommelsestab, hvor var hjem? Hvor skulle vi hen i morgen? Jeg lukkede øjnene og lod tiden vente.
Det er gratis at oprette en konto