Prinsesse og slangen

Der var engang en prinsesse, der boede i en skov. Hun hed Veronika. Hun var dyrenes prinsesse, og hendes mor var dronning. Dronningen var helt almindelig, men det var prinsessen ikke, hun var magisk. Derfor havde hun en slags tryllestav. Den lignede en almindelig pind, bortset fra at den var lidt tykkere i den ene ende end i den anden. For så vidste man, hvilken ende man skulle holde i.Veronika havde de smukkeste blå øjne. Det smukkeste brune hår med slangekrøller, der altid var samlet i en lav hestehale med et smukt guldspænde med diamanter. Hun havde også den smukkeste blå kjole, der gik til knæene. Og sidst men ikke mindst havde hun også den smukkeste diamanthalskæde, som betød alt for hende. På halskæden hang der et vedhæng, der var formet som et 7 tal. Hun havde fået den af sin far, lige inden han døde, og hun havde lovet ham, at hun aldrig ville give den væk. Veronika var en venlig, sød, hjælpsom og klog prinsesse. Hun var aldrig bange for noget. Skoven hun boede i, lå et lille stykke uden for byen Berlin. Skoven var den smukkeste der fandtes. Den havde smukke grønne træer. De smukkeste blå og hvide blomster. En smuk sø i midten af skoven. Og der var magiske dyr over alt. Vejret i skoven var det bedste, man kunne ønske sig. Solen skinnede næsten altid, og det var aldrig for varmt eller for koldt. Vinden var altid frisk. Når det regnede, kom der altid en regnbue. Om natten var der altid klar himmel. Man kunne se alle stjernerne og nogle gange også nogle stjernefald. Duften var altid frisk. Fyldt med blomster og en let frisk duft af nyslået græs. Der var altid en dejlig lyd af fuglesang og en svag lyd af bølgende vand. En dag da Veronika vågnede, bemærkede hun med det samme, at der var noget, som ikke var i orden. Hun kunne ikke høre fuglene eller vandet. Den friske luft, var blevet væk. Der var ingen sol på himlen. Kun skyer dækkede det hele. Veronika bevægede sig ned mod søen, for at se om det var noget anderledes dernede. Da hun kom derned, fik hun et chok. Søen var blevet sort! Hun gik rundt om søen, for at tjekke at der ikke lå syge dyr, som skulle have hjælp. Hun fandt ingen dyr i nærheden. Veronika besluttede sig for at gå en tur rundt i skoven. Da Veronika var kommet ca. 7 meter væk fra søen, så hun en hule, der førte ned under jorden. Hun gik helt hen til hulens åbning og råbte: Hallo! Er der nogen? Der kom intet svar. Veronika kaldte igen, men der kom intet svar. Så prøvede hun igen, og der kom der nogen til syne. Det var en frø. –Ikke en helt almindelig frø, men en frø der var en halv meter høj, og den kunne tale. Hvad kan jeg gøre for dig prinsesse Veronika? spurgte frøen. Jeg har brug for din hjælp, til at finde ud af hvad der er sket med denne skov. Hvad er dit navn? spurgte Veronika. Mit navn er Himler, svarede frøen. De besluttede sig for at gå videre, for at se om der var nogen, der var kommet til skade. De var ikke nået mere end 7 meter væk fra søen, da de pludselig hørte noget. De løb om bag nogle buske for at gemme sig. Da de så igennem busken, så de, at det var en kæmpe slange, der var på vej op fra søen. Slangen var 7 meter lang, og 3 meter høj. Den var rød og sort. Den havde mørke sort øjne, som næsten brændte når man så ind i dem. Den havde lange spidser tænder, og en 3 meter lang tunge der var delt i 3 dele. Da hele slangen var kommet op, så de at der kom en masse af skovens dyr, og lagde sig foran den. Derefter kom der en lille flok mennesker. De gik som om de var blevet hypnotiseret. Menneskerne satte sig på en lang række bag ved dyrene. Veronika og Himler bemærkede, at alle menneskerne stirrede dybt ind i slangens øjne. Pludselig skete der noget mystisk. Menneskerne blev en efter en forvandlet til forskellige dyr. Veronika havde aldrig set noget lignende. Selvom at hun var magisk, så havde hun aldrig forestillet sig noget lignende. Da slangen var færdig med at forvandle menneskerne til dyr, trak den sig tilbage til sin hule nede i søen. Veronika løb over mod dyrene. Hun gik hen foran dem og sagde: 1, 2, 3, lad disse dyr blive til mennesker. Og så bliv de til mennesker. Så sagde Veronika: 1, 2, 3, bring disse mennesker hjem til deres senge. Og lige pludselig var de væk. Veronika og Himler besluttede sig for at gå hjem til Veronika for at sove. Næste dag da de vågnede, bemærkede de, at tingene var blevet værre, end det havde været dagen før. De besluttede sig for at gå ned til søen. Da de var kommet ned til søen, så de slangen. Slangen vendte sig om mod dem. Den så meget vred på dem. Slangen skulle lige til at angribe dem, men så råbte prinsessen: Hvad skal du have for at lade os gå? Jeg vil have din tryllestavspind, svarede slangen. Prinsessen lagde tryllestavspinden på jorden, så slangen selv kunne tage den. Pludselig gik slangen til angreb alligevel. Da den fik fat i Veronika så den hendes smukke halskæde. Hvis du giver mig din halskæde, så slipper jeg dig fri! Nej! Aldrig i livet! Jeg har fået den af min far! Slangen begyndte at græde. Hvorfor græder du, spurgte Veronika. Jeg ville ikke gøre dette for at såre nogen, men jeg troede at det ville hjælpe hvis jeg var ond mod andre som andre var onde mod mig. Svarede slangen. Folk har altid kaldt mig grimme ting, og det meste handlede om mit tung og de sagde, at jeg aldrig ville blive til noget. Derfor ville jeg laver folk om til noget, som ikke kunne nedgøre mig: sagde slangen. Hvad er dit navn, spurgte Veronika. Mit navn er Den Sorte Fuhrer, svarede slangen. Den Sorte Fuhrer, vil du bo i min skov spurgte Veronika. Hvis jeg må, efter alt det onde jeg har gjort, svarede Den Sorte Fuhrer. Her i denne skov bliver man tilgivet uanset hvad. Og så levede Veronika, Himler og Den Sorte Fuher lykkeligt til deres dages ende.