Der var engang en snegl, der havde boet ude i skoven i hele sit liv. Den var så træt af at bo der. Træt af lugten. Træt af synet. Træt af maden. Træt af det hele. Den ville ud i verden og opleve noget. Så hver dag den stod op, tænkte den:” Ak ja, så er der en ny dag i den gamle trædemølle. Hvis bare jeg kunne komme ud i verden og prøve noget nyt og anderledes.” Den ville især gerne ind til storbyen, for den havde hørt den gamle ugle brokke sig over, at inde i storbyen var der musik hele natten, så man ikke kunne sove. Folk smed mad på jorden, så rotter og andet skadedyr var ude hele dagen, og natten med, for at æde. Egentlig syntes sneglen, at uglen var lidt urimelig, da dens ynglingsmad var rotter og mus. Men det værste, ifølge uglen, var stanken. Den sagde, at det stank, som hvis man trak et stinkdyr i halen. Jo mere uglen brokkede sig over storbyen, desto mere lyst havde sneglen til at tage af sted. Problemet var bare, at der var alt for langt ind til byen for en snegl. Så sneglen havde ikke de store forhåbninger om at komme af sted.
Det er gratis at oprette en konto