”Dette her billede husker jeg meget tydeligt”, sagde jeg til to af mine børnebørn, der havde fundet et gammelt fotoalbum i skrivebordsskuffen på mit kontor, som havde ligget og samlet støv i mere end 40år. Jeg var nu 79år, og havde brugt det meste af mit liv som landmand på vores slægtsgård. Da jeg blev 65år solgte jeg gården væk til nabogården, da der ikke var nogen af mine to sønner der havde interesse i at overtage gården efter mig. Min kone var død for lige præcis 11år Og 4 måneder siden i dag. Jeg havde været oppe på kirkegården hver eneste dag de første fem år, men nu var benene slidte og brugt op, så derfor blev det ikke til så meget mere. Børnebørnene kom løbende ind i køkkenet til mig, og råbte på samme tid, at jeg skulle fortælle om det album de havde fundet. Jeg tog dem begge i hånden og vi satte os ind i stolen. Jeg satte mig midt i stolen, med et af børnene på hver side, jeg åbnede jeg albummet, og så begyndte jeg at fortælle.
Jeg vågnede tidligt den morgen, klokken var kvart i fire, og mor havde endnu ikke vækket os, jeg kiggede mig Omkring i værelset hvor mine tre søskende stadig lå og sov. Vi havde et værelse for os selv Henrik, Esther, lille Asta og så jeg. Jeg vågnede blandt andet fordi, at jeg vidste at det var i dag vi skulle til fotografen og fotograferes. Tiden sneglede sig af sted, det var simpelthen et mareridt hvert år, når vi skulle fotograferes. Mor og far blev nød til at spare sammen flere måneder inden, for det var utrolig dyrt at blive fotograferet dengang, men mor og far syntes at det var noget helt specielt, og derfor skulle vi fotograferes hvert år. Klokken var nu blevet 06:30, og mor kom ind i værelset, og åbnede det lille vindue vi havde i rummet, så der kunne komme noget frisk luft ind. ”Godmorgen alle mine dejlige børn”, sagde hun. Hun gik hen til Henrik, han var altid den, som kom sidst op. Hun rev dynen af ham, og sagde at han skulle komme ud til far og hjælp med at muge ud, og fodre hestene. Henrik var 8 år, og hjalp far hver evig eneste morgen. Det var ikke noget han gad eller fik penge for, nej det skulle han gøre. Jeg var heldigvis kun 6 år, så jeg skulle ikke hjælpe til endnu, men der var ikke så lang tid til at jeg også skulle begynde at hjælpe til. Henrik fik ingen penge for det, Der var nemlig ikke noget der hed lommepenge dengang. Hun mindede os lige på at det jo var i dag vi skulle til fotografen, men det havde ingen af os glemt. Selv lille Asta begyndte næsten at græde, for hun gad heller ikke blive fotograferet. Mor gik hen til Asta og spurgte hvorfor hun græd, for det gjorde jo ikke ondt at blive fotograferet. Asta var morgensur, og sagde ingenting. Mor gik ud af værelset igen, og sagde at nu skulle vi komme op for ellers fik vi ingen morgenmad, og når hun sagde sådan noget, mente hun det virkelig. Vi skyndte os at få det tøj på, som mor havde lagt klar til denne specielle anledning i dag. Det tøj mor havde lagt frem til mig, var det bedste og fineste jeg havde, det syntes jeg i hvert fald selv at det var. Esther og Asta havde fået nogle fine små hvide kjoler på, mens Henrik havde fået en stribet skjorte og nogle shorts som passede meget fint sammen. Da vi var kommet ud i køkkenet sad mor ved bordet, hun så meget træt ud. Jeg spurgte hende lige så forsigtigt om hvad der var galt, men hun sagde at jeg bare skulle sætte mig på min plads, og skynde mig at spise. Jeg kunne ikke se vi havde travlt for klokken var kun cirka 07:00 og vi skulle først være ved fotografen kl. 08:30, men mor og far var meget påpasselige med ikke at komme for sent, så derfor skulle vi så tidligt op. Lidt efter kom Henrik og far ind, vi sagde godmorgen til far, men der kom intet svar tilbage. Mor sagde at vi ikke skulle sige noget til ham, for hun mente at han havde travlt og var sur. Når far var sur, så skulle man overhovedet ikke snakke til ham. Man skulle bare kigge på ham, os så var du sikker på at du fik en lussing. Vi sagde ikke mere til far, men spiste bare videre. Da vi var færdige med morgenmaden, skulle vi lige ind og vaske os i hovedet. Far råbte inde fra køkkenet af, at vi ikke skulle bruge for meget vand, for penge havde vi ikke mange af. Vi skyndte os at blive færdige, og slukkede for vandet. Vi gik ind i vores lille stue, hvor mor og far var klar til at gå. Der var cirka 4 kilometer til fotografen, men den rute havde vi gået mange gange, så det var ikke noget problem, selvom det ville have været meget bedre, hvis vi skulle køre med hestevogn i stedet for. Det var midt om sommeren, solen skinnede da vi kom ud, der var i hvert fald mindst 20 graders varme og vejret var virkelig dejligt. Fuglene sang, og fluerne fløj om ørerne på os, men det var nok fordi vi boede på en gård. Far kom ud af døren, og sagde at det var en speciel dag i dag, så derfor skulle vi ikke gå, men i stedet køre med hestevogn. Henrik og far havde spændt hestene for, da de havde været ude og muge ud. Det var dejligt at vi ikke skulle gå denne gang, for man svedte altid så meget efter man havde gået de 4 kilometer. Vi boede langt ude på landet, så efter ferien når skolen startede igen skulle vi til at gå igen. Det var det værste ved at bo herude på landet, men ellers var det godt nok. Mor fik os stablet op i vognen, og så var vi klar til at komme af sted. En halv time senere var vi kommet ind til fotografen, som boede midt inde i byen, det var et stort fint hus vi skulle ind i. Far sagde at vi lige skulle vende os rundt og kigge på ham, for han skulle fortælle det han plejede inden vi skulle ind i et fremmed hus. Han sagde at nu skulle vi smile og se glade ud, og hvis vi ikke gjorde det, fik vi lussinger når vi kom hjem af vores far. Vi fandt det store smil frem, og så gik vi ind i huset. Det så ud som det altid havde gjort, for nu var det jo ikke første gang, at vi havde været derinde. Fotografen kom ud og tog i mod os, han var en meget flink, men også en fin mand, og vi måtte for alt i verden ikke gøre noget beskidt. Han viste os hen til et vindue, hvor vi skulle stå. Han ville have at vi stod på række efter alder, og holde hinanden i hånden, så Henrik kom til at stå længst til venstre, efterfulgt af mig, Esther og Asta. Henrik sagde til mig, at jeg ikke skulle ligne en dum lille dreng nu, og det prøvede jeg så at lade vær med. Fotografen tog billedet, han smilte, og sagde at det blev et rigtig godt billede. Vi smilede alle sammen, og gik hen til mor far igen. Far betalte alle de penge det kostede at blive fotograferet til fotografen, og så gik vi ud af butikken. Mor kom hen til os børn, og sagde at fordi vi havde været så gode inden vi skulle fotograferes, måtte vi komme ned i byen og kigge i forretningerne. Det var vi selvfølgelig meget beæret over at vi fik lov til fordi, at mor og far ville helst have at vi hver dag, kom direkte hjem efter skole.
Det er gratis at oprette en konto