Det hele sortnede for mine øjne af udmattelse. Jeg hev og sled efter vejret, men intet frisk oxygen slap ned til mine lunger. Jeg kunne mærke, at jeg faldt, men ænsede ikke de skarpe sten som rev mine knæ til blods. Jeg troede, at jeg skulle dø. Hvor ville det være befriende. Så ville vi blive genforenet igen. Jeg lukkede øjnene og gik døden i møde med åbne arme. Men intet skete, og pludselig havde jeg ikke længere kontrol over mit sind. Alting væltede ind over mig, som en tsunami, der ville ødelægge mig indeni og efterlade mig knækket og hærget.
En hel normal dag, som alle andre dage, en november måned kunne byde på. Jeg var på vej i skole. Dog blev jeg nødt til at tage tidligere afsted, da mine forældre af mærkelige årsager, havde besluttet sig for, at vi skulle bo i vores sommerhus nær stranden, det næste stykke tid. Dengang troede jeg, at de var gået fra forstanden. Sommerhus? Midt i november?. Men der var intet at diskutere, vi pakkede de mest fornødne ting, og tog afsted, og siden den dag har vi boet der.
Noget vådt og saltet ramte mig i ansigtet, og jeg fór sammen og gispede efter vejret. Alt var mørkt og sløret, og jeg blev nødt til at knibe øjnene sammen, for at kunne orientere mig om hvor jeg var. Der gik et stykke tid, før mine øjne havde vænnet sig til mørket. Jeg så et mørkt hav som sendte den ene bølge efter den anden, ind til kysten. Vores ting lå og flød. Ødelagt, smadret og brændt. Min mor ville blive helt hysterisk hvis hun så hvad de havde gjort ved hendes antikviteter. Det gav et sug i mellemgulvet der tog vejret fra mig. Tårene væltede ud, da jeg tænkte på min mor. Min mor som jeg ikke skulle se igen.
Det er gratis at oprette en konto