Sorg over lillesøster og det fældede træ

Nogen gange besøger hun mig i mine drømme. Hun siger til mig, at hun har det godt, og at jeg skal stoppe med at sørge over hende. Men når jeg så vågner, er jeg ligeså ked af det, som da jeg faldt i søvn. Man kan ikke bare stoppe med at være ked af det, når ens søster er død.

Hvorfor gør man sådan? Hvorfor skal kirker være hårde og kolde? Jeg har aldrig været i kirke for at fejre noget. Eller har jeg? Har jeg siddet adskillige gange og fejret døden med sang og taler? Nej den tanke kunne jeg ikke bære. Det var nok også derfor, at jeg løb ud af kirken. Som om hun ville have ønsket at jeg sad der og græd, foran Jesus på korset? Hun troede ikke engang på Gud. Det fortalte hun mig en sommer. Det var en varm dag, som jeg selv havde nydt ved at drikke saftevand og spille bold, men ikke hende. Hun sad i baghaven. Det havde hun gjort hele dagen. Jeg gik ud til hende. Hun sad med en sommerfugl i hænderne, den var død. ”Er det derfor du har siddet her hele dagen?” Hun svarede ikke på mit spørgsmål, men kiggede bare op på mig. ”Kunne Gud ikke lide sommerfuglen?” Spurgte hun fortvivlet. ”Selvfølgelig kunne han da det, den døde sikkert bare fordi den var gammel,” prøvede jeg opmuntrende. ”Nej,” sagde hun stille, ”jeg har set efter den siden den kom ud af sin puppe. Den kunne ikke flyve. Den var anderledes, derfor døde den.” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så jeg så bare ned i jorden. ”Jeg er ligesom den,” mumlede hun, ”jeg er også anderledes.” Hun fik tårer i øjnene. ”Du er fuldstændig ligesom alle andre,” sagde jeg bestemt og så hende i øjnene. ”Jeg er ikke som alle andre, jeg er anderledes!” Råbte hun. ”Du tror da vel ikke, at det er fordi, at Gud ikke kan lide dig?” spurgte jeg. ”Nej,” mumlede hun, og jeg mærkede at jeg blev lidt lettet af at høre hendes svar. ”For Gud findes ikke.” Afsluttede hun. ”Hvis Gud fandtes, ville jeg og sommerfuglen ikke være anderledes.” Jeg blev bekymret, hvad mente hun? Jeg vidste aldrig hvad hun mente. Hun var jo anderledes. Og hun talte altid i gåder. Derfor var der ikke mange der snakkede med hende. De var bange for ikke at forstå hende. Den fejltagelse var de for stolte til at begå. Så i stedet snakkede de bare ikke til hende. Gav hende det dér undskyldende blik. Det var det værste man kunne gøre mod hende. At give hende det blik, var det samme som at minde hende om, at hun var anderledes. Jeg kiggede ned på hende, som hun sad dér med sin fine kjole, sit lyse hår og let deforme ansigt. ”Det er farligt at være anderledes.” Sagde hun så pludselig, og jeg gav et lille gisp fra mig. Havde næsten glemt hvad vi snakkede om, som jeg havde stået der og ladet minderne boble op indeni. Hun vendte sig om, og så sørgmodigt på mig. ”Man kan dø af det.” Sagde hun så og gik.