Her er så mit første brev. Det er ikke sådan jeg havde tænkt mig det skulle være, men jeg kan ikke gøre andet end at prise mig selv lykkelig for at være en af de heldige der over-levede. I har sikkert hørt om det, at Thailand er blevet ramt af endnu en tsunami. Jeg havde kun lige startet i min nye skole. Mine søskende og jeg nåede kun, at komme i skole i 4 dage, og så kom bølgerne. Det var en rigtig imponerende skole, den lignede næsten et slot, med røde mursten og hvide søjler. Den er bare en af de ting, der er blevet skyllet væk hernede.
I vil sikkert gerne vide mere om det der rent faktisk skete. Jeg oplevede mit første jordskælv tirsdag aften, det var kun et mindre et og jeg kunne næsten ikke mærke det. Nyhederne på TV fortalte kun kort om jordskælvet, de sagde at det ikke havde lavet nogle bemærkelsesværdige ulykker. Da jeg gik i seng den aften var det ikke det jeg lå og tænkte på, for jeg er trods alt stadig en teenager, og en ny skole kan optager mange tanker en sen aften. Jeg sov trygt, indtil at der lige pludselig begyndte at lyde en sirene nede fra ga-derne. Jeg hørte skrig i hundredvis. Min første reaktion var, at det måtte være et mareridt. Jeg prøvede desparat at vække mig selv, men det jeg kunne ikke. Da jeg endelig lod mig selv indse at det måske ikke var en drøm, blev jeg bange. Jeg er i forvejen en person der får et kæmpe chok hvis nogen vækker mig mens jeg sover. At blive vækket af sirener, skrig og børns gråd var meget tæt på at sende mig i chok.
Det er gratis at oprette en konto