Det er den 26. december 2007. På Saint Bella hotel i Thailand er det en smule overskyet dag, men dog er der ca. 32 grader. Hundredevis af danske, tyske, norske og svenske glade familier er på badeferie i paradiset. Vandet er som lyseblå krystal og sandet hvidt og blødt. Små børn løber rundt i det varme sand og leger i bølgerne, mens forældre og pensionister ligger og slapper af i liggestole og soler sig.
Alle er glade og har ingen ide om, hvilket mareridt dagen kommer til at byde på.
Stu Breisch og konen Sallie fortæller hvordan katastrofen indtraf.
.......................................................
Hvor er vores børn?
“Vores to 16 årige børn, Michala og Jay havde fået lov at tage sammen ind til byen tæt på hotellet, mens min kone Sallie og jeg tog hen til stranden.
Vores søn Jay havde altid haft en vild fantasi om at noget vanvittigt ville ske på stranden lige siden vi tog herned. Om morgenen på dagen hvor tsunamien kom, græd Jay og var overbevist om at noget forfærdeligt ville ske. Han vidste det bare,” fortæller Stu Breisch.
”Vi så på en kæmpe flok fugle flyve hen over standen og væk, men inden vi overhovedet nåede at undre os over det, råbte en tysk ung mand sammen med sine to små børn og kone: ”was ist es, was ist es!” gentagende gange i panik. Vi tog hinanden i hånden og kiggede ud mod den ernorme bølge, der kom buldrende og voksede og voksede. Få sekunder efter hiver den unge mand fat i os og råber som en sindssyg ”es ist ein tsunami!!!” gentagende gange. Det første jeg siger til Stu er, at vi skal finde Jay og Michala med det samme inden noget andet. Men Stu fortæller mig, at vi ikke kan nå det og at vi skulle søge op mod et bjerg eller lign., hvor tsunamien ikke ville kunne skade os, og det havde han i princippet fuldstændig ret i.
Det er gratis at oprette en konto