Verden er fyldt med millioner af mennesker der venter. Mennesker der står på en kold station og venter på toget, venter på en person man skal mødes med, eller noget helt andet. Vi kan ikke undgå ventetiden, også selvom vi gerne vil. Men måske skal man se på ventetiden med en anden synsvinkel end hvad de fleste gør, for lige meget hvor lang tid vi venter, vil ventetiden altid være her.
De fleste betragter ventetid som et langt, ubrugeligt og overflødigt forløb, der bare irriterer og gør en i forvejen uoverskuelig hverdag mere stresset og træls end hvad vi selv i forvejen har gjort den til. Vi vakuumpakker hele vores tilværelse med tusinder af ting vi skal nå; arbejde, søvn, pasning af børn, forretningsrejser og middagsselskaber. Det moderne menneske stresser rundt for at undgå så meget ventetid som muligt. Ordet ventetid rummer et stort og dybt suk i folks sind, det giver en bitter og grå smag i munden, og en sur mine i menneskers øjne, for det anses som det værste i her på jorden.
Ventetiden ligger uden for hjernens rækkevidde, ude i det endnu ukendte. For det meste, ved vi ikke hvad der vil ske når vi venter, og derfor bliver det til en pinefuld affære. Vi undskylder for hinandens ventetid, som i nyere tid næsten anses som en synd man skal straffes for. Vi både får og mister ved ventetid. Vi får købt vores varer, i supermarkedet, hvis blot vi står i køen og venter, og vi mister gode venskaber og vigtige bånd fordi den anden part skulle vente lidt for længe. Det er os selv der giver hinanden tid og ventetid, vi bliver sure når vi skal stå i kø og vente for lang tid, for dem foran i køen tager vores tid. Livet er en lang kø, en lang ventetid. Vi venter på vi bliver skabt og kommer til verden, vi venter på vi vokser op og bliver ældre og så venter vi på vi dør og ender ude i det uvisse.
Det er gratis at oprette en konto