Jeg kører tit den lige vej, lidt for tit. Der er mange, der kører den lige vej, rigtig mange. Men der er
også nogle, der tager sidevejene. Sideveje er gode, men kan også være dårlige. Jeg har i mit liv kørt
af både gode og dårlige sideveje. Jeg husker specielt én dårlig sidevej:
Mine venner og jeg var som tomme af gode idéer, vi gik bare rundt i den kolde, og stille by. Det var et par dage efter nytår, Jeg havde meget krudt tilbage, virkelig meget, alt for meget. Men hvor skulle det blive af? Det var koldt. Gnisterne fra lunten brændte huden af min finger, intet kunne jeg mærke. Mine følelser, tanker, alt var væk kun spændingen var tilbage. Vi løb… og BANG. Postkassen var væk, helt væk.
Det var blot en af de mange sideveje jeg gennem årenes forløb har taget. Den dag i dag tænker jeg nu på hvor farligt det kunne havde været, hvilke konsekvenser det kunne have fået. Men når man står der, og alt adrenalinen pumper rundt i kroppen, tænker man ikke på hvad man gør. Det var dumt, utrolig dumt! Jeg tænker rigtig ofte på de unge, der ingen støtte får der hjemmefra. De har ingen mur at støtte sig opad ingen til af hjælpe sig, og de er nød til at danne en facade, en falsk facade der skjuler deres tanker og følelser, en facade der siger til andre mennesker, af det hele er noget shit. Men bag denne fine facade, er der måske en tvivlsom sjæl, der bare længtes efter noget tryghed, den tryghed den aldrig har fået. Forældres holdninger er meget vigtige. Hvis man ingen støtte får, skal man være stærk, rigtig stærk, stærkere end en mur, så stærk er det næsten umuligt af være. Det er svært, når man i de unge år ikke ved, hvad der er rigtigt og forkert. Hvis man ikke ved det, er det også svært at lære af de fejl, man har begået. Men kan man egentligt lære af fejl, hvis man ikke ved, hvad en fejl er?
Det er gratis at oprette en konto