'Kære Peter!'

Der er nu gået et halvt år, siden han skulle til Irak. Jeg kan snart ikke klare, at skulle tænke på om han stadig lever. Det har været en dag siden, jeg sendte e-mailen for at spørge om alt gik vel. Jeg kan ikke holde det ud ret meget længere, det er jo en krig dernede. Jeg tænder for min computer og begynder at skrive endnu en e-mail. Kære Peter!Jeg holder ikke ensomheden herhjemme ud ret meget længere. Kommer du ikke snart tilbage til Danmark, jeg har virkelig brug for det. Vær sød at svare hurtigst muligt, for jeg har virkelig ikke andet at tage mig til. Jeg søger efter Irak og kigger efter det i fjernsynet for at være med i hvad der forgår dernede.Kærligste hilsner din Mette…Så trykker jeg send, slukker computeren og tænder for fjernsynet. Jeg har zappet rundt i flere timer og det er ved at blive spisetid. Tid til noget mad det beroliger mig altid, fordi så har jeg noget andet at tænke på. I dag tror jeg, bare at jeg laver engang spaghetti med kødsovs. God gammel kedelig og ensom spaghetti. Efter jeg har spist, stiller jeg tingene fra mig og tænder for computeren. En e-mail! Jeg jubler af glæde indeni. Jeg skynder mig at trykke på e-mailen, men til min store skuffelse er det en reklame.UDSALG, UDSALG!Skynd dig ned i dynemagasin! Vi har de bedste dyner til den bedste pris.Udsalg gælder kun til på fredag den 8/10 på Marianne vej 103.Jeg kan stille mærke de våde tårer komme trillende ud af øjnene på mig. Men ligeså lige som jeg skal til at tudbrøle, kan jeg hører et *Ping* og så har jeg fået endnu en e-mail. Jeg trykker ivrigt på den og ånder lettet op, den er fra Peter. Kære elskede Mette!Det lyder virkelig som om, at du har det rigtig hårdt derhjemme. Hernede sker der ikke så meget, udover at vi skal på patrulje lige om lidt. Men for at bryde ensomheden kan du vel ringe til dine veninder? Jeg kan ikke lide at du bekymrer dig så meget, jeg skal nok komme hel hjem.Kærlig hilsen din helt egen Peter…Efter at jeg havde læst den, tænkte jeg på at det måske kunne være en meget god ide at møde veninderne igen. Men før jeg ville ringe, skulle jeg selvfølgelig svare tilbage.Kære Peter!Jeg savner dig helt vildt, og tak for ideen med veninderne jeg tror det er en god ide. Jeg kan ikke lide, at du skal på patrulje men det kan jeg jo ikke ændre. Men pas nu på for min skyld.Kærlig hilsen din eneste Mette...Jeg trykkede send, slukkede og greb så telefonen og kaldte to af mine nærmeste veninder op. Vi blev alle tre enige om at mødes hos mig over en kop kaffe og så snakke lidt om tingene. Peter vækkede mig med et blidt kys, og jeg kyssede ham blidt tilbage. Han havde lavet morgenmad til mig og taget det med ind til sengen. Det ringer på døren, og jeg vågner. Det desværre kun en drøm. Jeg står op og tager tøj på, åbner døren til toilettet men så ringer det på døren igen. Jeg kommer i tanke om, at jeg jo havde inviteret pigerne over til en kop kaffe. Jeg spurter ud til døren og åbner, og der står mine gæster. Jeg invitere dem ind og fortæller dem at jeg først lige er stået op, så jeg sætter lige kaffen over. Da kaffen er færdig, tager jeg kopper fra skabet og sætter dem på bordet. Jeg fortæller dem at jeg hurtigt lige skal tjekke min e-mails. Så jeg går hen til computeren og tænder for den. Mine veninder kommer ind til computeren, for de er nemlig nysgerrige. Jeg går ind på min e-mail, og jeg ser at jeg har fået en besked. Jeg klikker ivrigt på beskeden, og den er fra Peter.Kære Mette!I går var vi jo som sagt på patrulje med holdet, vi var under beskydning.”Beskydning” jeg stopper straks med at læse og får kuldegysninger op ad armene. Veninderne spørger, om jeg er okay. Jeg svare ja og læser videre.Der skete ikke noget slemt den eneste der blev ramt var mig. Men bare rolig det var kun i armen så der er ingen større skade sket. Min skade betyder dog at jeg skal hjemsendes da vi ikke har noget lægehjælp hernede. Det vil sige at jeg kommer til København og bliver tjekket.Vi ses min egen Mette…Jeg kan ikke tro mine egne øjne Peter kommer hjem. Veninderne og jeg jubler og pludselig får en besked. Beskeden er fra Peter, han er allerede på hospitalet og beder mig om at komme og hente ham. Jeg siger det til veninderne og så kører vi straks af sted mod hospitalet i København. Det tager lidt over en time. Men der vi kører ind ad vejen til hospitalet, blusser glæden op i mig for der står min helt egen Peter. Jeg løber, alt hvad jeg kan hen til ham. Jeg krammer ham, krammer ham af hele mit hjerte fortæller ham hvor meget jeg har savnet ham, og jeg græder. Jeg græder glædes tårer. Der jeg er færdig med at kramme ham, fortæller han mig at han er fritaget. Fritaget fordi at armen ikke kan bruges i kamp mere. Så krammer jeg ham igen og igen. Nu vil alt blive som før.