Det yderste sted

Efter et par timer ankommer jeg endelig til huset. Jeg hedder John og jeg er 60 år. Jeg har været tømmer i 40 år men jeg er for nylig blevet pensioneret. Min krop kunne ikke holde til det mere. Jeg har haft denne drøm i lang tid nu. Da jeg træder ud af bilen ser jeg huset, det ser noget faldefærdigt ud. Murstenen trænger gevaldigt til at blive renset og vinduerne skal laves fuldkommen om. Imens jeg kigger nostalgisk på huset rammer et lyn et træ lige ved siden af mig, det bliver efterfulgt af et kæmpe brag. Vejret er rent ud sagt forfærdeligt. Tilbage til min drøm, huset er ikke bare hvilket som helst hus, det er mit barndomshjem. For ca. 10 år siden fik jeg den idé at når jeg gik på pension ville jeg købe huset til ingen penge og sætte det i stand. Beliggenheden er perfekt, lidt ude på landet og helt ned til vandet. Da jeg propper nøglen i døren får jeg pludselig et flashback. Det er en sen sommeraften og jeg er 15 år. Mine forældre og søskende er ikke hjemme. Jeg har en pige med ind i huset, vi går ind på mit værelse. Som en hver anden 15’årig dreng har jeg nok haft nogle tanker om hvad pigen og jeg skulle lave inde på værelset med nok om det! Jeg sætter en plade på, The Beatles – she loves you, en klassiker. Jeg smiler lidt for mig selv, jeg har så mange fantastiske minder fra det her hus. Jeg træder ind i huset og det er fuldkommen som jeg husker det, bare i en ældre og mere støvet udgave. Det bliver et stort projekt og det kommer til at tage lang tid. I hverdagene kan jeg selv går rundt og lave et par småting og så i weekenderne kan jeg ringe til mine lille brødre og venner. Vejret er stadig ligeså forfærdeligt som da jeg ankom. Jeg kigger ud af et vindue mod vandet, vandet er helt mørkeblåt næsten sort og bølgerne er gigantiske. Næste morgen da jeg kigger ud af vinduet skinner solen så flot ned på havet. Havet er nu helt stille og vandet glimter om kamp med solen. Jeg bliver helt glad, det er præcis derfor jeg har købt huset. Om sommeren er det noget så fantastisk. I dag vil jeg køre ind til byen, det tager ca. 20 min. i bil. Jeg skal lave frokost i morgen, der kommer hele familien på besøg og kigger på huset. Jeg går op af min seng, tager et bad og snupper noget hurtig morgenmad. Jeg gider ikke bruge tid på at gøre så meget rent indenfor, så jeg flytter et par borde udenfor ved vandet. Da jeg når ind til byen smiler folk utrolig meget til mig, hvorfor mon det? Pludselig er der en mand der siger ”Hej, er det ikke dig der har købt det gamle hus ved vandet?” ”Øh, jo det er det. ” ”Det er et fantastisk hus, der er mange af os der ville have gjort det samme som dig, men du ved jo hvad de siger!” ”Siger? Hvad siger man da?” ”Gud! Ved du ikke det? Ja, alle siger jo det spøger i huset? Folk har set lys der blinker i det øverste værelse og lyde fra kælderen?” jeg smiler bare til manden og går videre, hvad er det for noget vrøvl? Det spøger? HA! Hvor er folk forfærdelig overtroiske nogen gange. Jeg beslutter mig for at køre over til en gammel barndomsven som bor i nærheden ved navn Svend. Det er utrolig dejligt at se et velkendt ansigt herude. Vi snakker hele eftermiddagen og får os nogle kolde øl. Da jeg ankommer til huset om aftenen ser jeg at der er et lys som blinker i det øverste værelse. Jeg tænker at det nok bare er tilfældigt og at jeg har glemt at slukke det eller noget. Da jeg træder ind i huset hører jeg et kæmpe bump fra kælderen og en masse lyde, så er det nok, det kan godt være jeg er en gammel mand som ikke burde være bange for sådan noget men jeg må ærligtalt indrømme at jeg er ved at tisse i bukserne. Pludselig begynder skabene ude fra køkkenet at åbne sig, jeg løber så hurtigt jeg kan ud til bilen og kører over til Svend. Hvad skal jeg gøre? Det er jo mit drømmehus? Uden eller med spøgelser er jeg nød til at gøre det hus i stand, jeg har trods alt tænkt på det i 10 år, om det så skal blive min død.