Det er år 2020. Jeg sidder og snakker med Kurt i Allans bar i Esbjerg centrum. Vi drikker begge øl. Kurt begynder lige pludselig at snakke om fodboldkampen imellem Danmark og England. Han begynder mystisk nok at synge :” Der er et yndigt land, det står med brede bøge. Nær salte..”. Jeg stopper ham brat op og råber:” Ti stille, alle kigger på dig og mig!”. Han kigger med hundeøjne lige i øjnene på mig, og han tigger mig om at give ham en på hovedet. Jeg hader når han er så barnlig. Han er 35 år og spiller stadig Playstation. Kurt stopper med at synge og begynder at sige til mig :” Du ved godt at Danmark vandt fortjent og ingen kan slå dem”. Jeg holder nu ikke med Danmark, for jeg er jo fra England og hader, når England taber. Så bliver jeg irriteret og siger :” Danmark var heldig, fordi deres bedste forsvarsspiller Sol Campbell ikke var med, og hvis England spillede på hjemmebane ville jeg godt væde på, at de vandt”. Kurt begynder at grine. Jeg bliver sur, og giver ham en lussing. Han kigger på mig med det der dræberblik, og tror jeg nu er bange for ham, men jeg er aldrig bange for nogen, og specielt ikke Kurt. Så skifter Kurt emne og spørger:” Finder de og din kone Ingrid ikke snart et hus ude ved havet, som i altid har ønsket jer om ?”. ”Jo, men ingen huse har opfyldt vores krav og ønsker, så vi kigger stadig på huse ude ved Vesterhavet” siger jeg. Kl. er ved at være 23.30, og jeg tænker nu på min kone, om hun nu vil flippe ud på mig, for jeg lovede hende, at være hjemme senest kl. 22.00, for vi skulle se på huse på Internettet.
Det er gratis at oprette en konto