Det yderste sted

Et stort flot lyn oplyste himlen, og få sekunder efter kunne man høre en høj rumlen gennem de mange andre lyde fra bølgerne, der skyllede op på stranden, og regnen der silede ned. Huset stod bare der i mørket og så helt forladt ud. Chris kørte op og ned ad de små veje. Han sukkede, mens han så ud ad forruden. Den var næsten umulig at se ud af, fordi den var dækket af regn. Han kørte bare og vidste ikke rigtig, hvor han var. Han havde altid været dårlig til at orientere sig. Mens han kørte, tænkte han på sin lille datter, Tes. Tes, der, når hun spiste is, faktisk kun nåede at indtage 25 procent af den, mens de resterende 75 procent blev hængende i hendes lille ansigt, der pludselig var forvandlet til en farvelade af chokoladeis, jordbæris og masser vanilje. Sådan elskede han Tes, når hun sad der i sofaen med de store blanke øjne og så Peter Plys og Hafferlaffen for mindst 56. gang. Han tænkte også på sin kone: De sad alene hjemme hos ham i hans lille lejlighed. Han havde selv lavet middag i dagens anledning. Stearinlysene var næsten brændt ned. Han svedte lidt af nervøsitet, for han vidste, at det ville blive svært. De havde kun været kærester i 2 år, men han følte alligevel, at det var på tide. Han tog hånden ned i lommen og trak den lille bordeauxrøde æske frem. Han havde været ude at købe ringen dagen før. Det havde taget lang tid at vælge den helt rigtige, men han syntes, det var en virkelig smuk ring, han havde valgt til sidst. Han husker, hvordan hendes øjne senere strålede, da hun sagde ja til, at hun ville dele resten af sit liv med ham. Han havde aldrig før været så lykkelig. Det var den bedste dag i hans liv. Han havde virkelig kørt længe nu og var langt ude. Nok det yderste sted heromkring. Han kunne faktisk ikke komme længere ud, for der var kun vand og ikke andet. Han måtte hellere holde ind og spørge om vej ved næste hus. Nok var det sent, men det var hans eneste mulighed. Alt gik bare galt for ham i dag. Nu kunne han vist se et hus lidt nede af den snoede vej. Det så lidt forladt ud. Han kørte op ad den lidt stejle indkørsel, parkerede og trådte ud i regnen, som stadig silede ned. Han stoppede op og betragtede et kort øjeblik de store flotte lyn, der bragede over ham, alt imens havet var i oprør. Han bankede så på døren, men der kom intet svar. Han prøvede igen med lidt større kraft. Mon huset faktisk var forladt? Han begyndte igen at tænke på lille Tes, og på dengang hun blev født;