To slags mennesker?

Før vi tog afsted på sommerferie i år, fortalte vi dem, der spurgte, at vi skulle til Bornholm som altid. At vi glædede os. At vi havde brug for ferie. – Det er rart for børnene sagde vi. Jeg sagde også, hvilket jeg altid gør, at man bliver træt på en anden måde i Bornholm. – Det må være dejligt for jer at tage samme sted hen hvert år. Vi kan bedst lide at komme langt væk.

Også sidder vi der på stranden, og solen skinner. Jeg ser ud over Vadehavet og tænker over vores måde at pakke til ferie på. Du vil altid afsted i en fart. Det er nødvendigt for mig langsomt at forbedrede hver enkelt del af min krop på der anderledes element, den skal transporteres til. Derfor går jeg også i bad samme morgen, som vi skal afsted. Jeg skal være ren til rejsen. Børnene skal også være rene. De får klippet negle og renset ører. Du finder selv ud af din egen hygiejne. Jeg skal have god tid til at pakke, altid for meget siger du, kun nødvendige vil jeg mene. Jeg pakker for hele familien. Også for dig. Du bryder dig sjældent om det tøj du får med, men så kan du bare selv pakke, og det gider du alligevel ikke når det kommer til stykket. Det stresser mig at pakke. Jeg skælder ud på børnene der er i vejen. Jeg skælder ud på dig, der sidder i stuen og læser avis, mens jeg pakker rundt for at nå den færge, som du altid bestiller og som altid sejler lidt for tidligt. Vi sætter os ud i bilen og jeg sveder. Hvad kan jeg have glemt? Da du sætter bilen i gang, skal jeg tisse. Vi kører ned for enden af vejen, også skal vores yngste datter tisse. Min tynde kjole hænger fast i dørhåndtafet til toliettet. Der går hul i stoffet, da flår kjolen fri. Så kører vi mens vi skændes om hvilken vej der er hurtigst til færgen, nu hvor der er vejarbejde på et langt stykke af motor-vejen. Jeg siger, at du burde sætte GPS’en på, den plejer at registrere vejændringer. Børnene taber tingene fra deres rygsække ned på gulvet og kan ikke nå dem, så fastspændte som de er. Jeg kan ud af selen, op på knæ på sædet midt på mortorvejen for at fiske tingene op. Jeg bliver kørersyg, fordi jeg har vendt mig væk fra køreretningen, også er der bilkø ved Lillebæltsbroen. Det første der sker da vi ankommer og i fællesskab slæber bagagen ind i sommerhuset, er at du slår hovedet mod de lave bjælker, det er første gang. Anden gang sker lige efter. Tredje gang du slår hovedet, samme sted holder vi vejret. Og så skal du have en halv times tid til at sunde dig, hvor inger kræver noget af dig. Jeg kommer til at tænke på, at det jo også er et stykke arbejde at køre bilen, så det er måske uretfærdigt, at jeg skal blive så gal på dig.