Første gang jeg så jeff var da min bedste ven brian og mig var i fjerde grad. Da vores lære introducerede jeff til klassen for klassen at han var syg og det var ikke mugligt at blive i klassen ham og jeg knyttede fra start. At være drengepigen som jeg var, var at jeg kunne lide at bære en hat, kun at jeg ikke måtte have den på i timerne. Andet end det var han en normal ven for både brian og mig. Nogle ting kunne han ikke lige så godt som andre børn fordi han rør på brystet for hans behandlinger men vi behandlede ham aldrig som en syg fordi han ikke opførte sig som en. Den eneste gang vi ville behandle ham som en syg var når han tog til sine kemoterapi behandlinger. Vi lagde mærke til forskellen men vi tænkte nærmest nåja Jeff har det ikke særlig godt nu og så gik det over og tingene ville være normale igen. Jeff, Brian og jeg var meget sportsinteresserede og vi blev bedste venner. Vi ville svømme, løbe og hoppe på trampolinen. Efterhånden som 4. klasse gik fik Jeff det bedre og bedre. I slutningen af skoleåret tog han til kontrol, kræften var helt væk. Brian, Jeff og jeg brugte tons vis af tid sammen i løbet af sommeren imellem 4. og 5. klasse. Vi elskede at være udenfor løbe alle steder og være hjemme hos hinanden. Før skolen startede tog Jeff på ferie med sin familie nogle uger. Så blev det nat det vil jeg altid huske. Vi spiste aftensmad da telefonen ringede. Det var Jeffs mor som ringede for at sige at Jeff var på hospitalet. Kræften var kommet tilbage. Min reaktion var, lige et øjeblik. Hvad sker der? Jeff og jeg snakkede i telefon dagen efter og han lød som sit normale jeg. Jeg kunne ikke forestille mig at han var tilbage på hospitalet. Nogle få dage senere tog min mor mig med til hospitalet for at besøge ham. Da jeg gik ind til ham så Jeff virkelig svag ud. Hans mor snakkede om en rejse til Californien og en knoglemarvstransplantation og hvor vigtigt det ville være for Jeff. Selvom alle så meget alvorlige og kede ud af det, strejfede tanken om at miste Jeff mig aldrig. Jeg troede kun det ville blive bedre. De næste uger før operationen fik Jeff lov til at lege med Brian og mig, men han skulle have en kirurgisk maske på fordi han skulle være forsigtig med infektioner. Jeg indså nu at hans forældre ville have ham til at opleve så meget af livet som han kunne. En nat tog de Jeff og mig til en meget fancy restaurant oppe i bjergene og det føltes lidt ligesom en date. Vi tog begge to pænt tøj på – hvilket var lidt skørt for mig fordi jeg aldrig havde haft andet på end shorts og kasket. Da Jeff tog til Californien for at blive opereret sagde jeg til ham farvel vi ses om ca. en måned som om der ikke ville ske mere. Jeg skrev til ham imens han var der og brevet som han sendte til mig fortalte om ting vi skulle gøre sammen når han kom hjem. Jeg tænkte overhovedet ikke på jeg ikke skulle se ham igen. Så en aften tog jeg til skaterfest. Brian skulle også være der, men jeg kunne ikke finde ham. Da jeg kom hjem var min far i garagen og arbejdede på et projekt. Da min far så mig åbnede han døren til huset for at lade min mor vide at jeg var kommet. Jeg gik ind i huset og min mor sagde jeg skal tale med dig alene på dit værelse Susie. Jeg tog nogle chokolade chips fra disken og gik ind på mit værelse. Jeffs mor har ringet . . . var alt hun skulle sige. Jeg vidste det. Chokoladechipsene blev vamle i munden på mig og jeg græd imens min mor holdt mig tæt ind til sig. Jeg har aldrig været en følsom person men mit hjerte sank og jeg følte mig tom. Det var for hårdt at tro på. Brian hørte om det lige før skaterfesten og det var derfor han ikke havde været der. Den aften snakkede Brian og jeg i timevis. Vi havde aldrig snakket meget i telefonen før fordi vi altid lavede ting, men den aften snakkede og snakkede vi om minderne om Jeff. Vi begyndte at bekymre os om Jeff forældre og om de kunne klare udgifterne til medicin. Og det var begyndelsen på vores idé. Vi ville gøre noget, men vi vidste ikke hvad. Da vi fandt ud af at Jeffs forældre ikke havde brug for penge begyndte vi i stedet at tænke på noget som ville hjælpe alle med at huske Jeff – noget som skulle ære ham. Brian og jeg tænkte på den tid hvor vi løb sammen. Jeff havde elsket at løbe, men det havde været svært for ham at slutte løbet. Han var meget glad da det var muligt for ham at krydse målstregen, og sådan var vi. Hvorfor ikke lave et løb for Jeff?
Det er gratis at oprette en konto