Da jeg var 15 år gammel fik jeg sygdommen kræft, men lige lidt fortid først. Som sagt var jeg 15 år, jeg kunne ikke have et bedre liv end det jeg havde på det tidspunkt. Jeg gik i 8 klasse i en meget velfungerende og glad klasse, efter min egen mening, havde masser af venner og et godt fællesskab blandt mine klassekammerater. Men så en dag skete der det mest utænkelige for mig, dagen hvor jeg brød sammen psykisk og troede det dårligste om den sygdom, jeg havde fået stillet, nemlig kræft. Jeg fandt ud af det ved, at nogle læger på Skejby opdagede en kæmpe knude på min hals. Det var en mandag, husker den som var det i går. Om tirsdagen kom jeg i skole igen og skulle så fortælle det til min klasse og de andre venner jeg havde på skolen, det var en meget hård og svær dag for mig. Vi havde matematik og min lærer spurgte så i klassen hvor jeg havde været henne dagen før, og jeg fortalte så, at jeg var inde på sygehuset. Min lærer spurgte så om hvad jeg lavede der, jeg brød sammen og fortalte jeg havde fået sygdommen kræft. Min lærer sagde så til mig: "så skal du da ikke være her i skole". Hvorefter jeg svarede at, jeg vil være i skole her de sidste dage inden jeg skal indlægges i et halvt år. Men dagen kom hvor jeg blev indlagt og alt gik lidt stærkt for mig de første 2 uger. Havde fundet ud af at det var virkeligt alvorligt, men det gik ikke så godt for mig i starten, men det lærte jeg hen af vejen. Da jeg havde været indlagt i ca halvanden måned var der en dreng ved navn [NAVN B], som blev indlagt, som havde en far der hed [NAVN C]. Mom min far opbyggede et godt venskabeligt forhold til. Og så begyndte [NAVN B] og jeg at snakke sammen. Vi havde nogle virkelige sjove dage sammen når vi var sammen, for vi var jo næsten indlagt hele tiden, vi var blevet rigtigt gode venner, og fandt så ud af at vi havde akkurat den samme sygdom. Dagene gik og gik og dagen kom hvor jeg blev udskrevet, men [NAVN B] var stadig indlagt og jeg tænkte, at det nok skulle gå ham godt for nu var jeg blevet rask og vi havde jo den samme sygdom. Så en måned efter, hvor jeg skulle til kontrol for at se om alt var som det skulle være. Mine forældre og jeg tog ind og besøgte [NAVN B] for at se hvordan det gik, det var godt vejr den dag så [NAVN C] og [NAVN B]´ mor sad udenfor og fik noget at spise og vi kom så forbi og fik en lille snak med dem. Spurgte så hvordan det gik med [NAVN B] og så sagde [NAVN C] så, at det ikke så godt ud kræften havde spredt sig mere i kroppen og han havde max en uge tilbage at leve i, der gik mit hjerte i stå og brød sammen, for [NAVN B] var blevet en rigtig godt ven. Jeg gik ind på hans stue for at sige hej til ham, inden det sagde [NAVN C]: "Martin du skal ikke regne med nogen reaktion fra ham". Så tænkte jeg er det så galt, jeg gik ind og gik hen til ham og sagde så hej til ham og han vendte hovedet mod mig og smilte og sagde hej, der blev jeg rigtig rørt. Vi tog hjem efter noget tid og mine forældre og jeg sad og snakkede sammen der hjemme om det hele. Jeg blev ved med at håbe på det bedste, men så halvanden uge senere skriver [NAVN C] til mig over Facebook, at [NAVN B] desværre er død jeg skyndte mig ned til min mor, som var hjemme på det tidspunkt og sige det, har aldrig været så tavs i mit liv. En stærk ven var lige død, vi havde lavet alt sammen i næsten 4 måneder og nu var han bare væk. Til hans begravelse sende vi en kæmpe buket blomster til ham, vi kunne desværre ikke komme til hans begravelse da de bor i Lemvig og i dag har jeg stadig kontakt med [NAVN C], hans far, og det er jeg rigtigt glad for og det er [NAVN C] også. Så vi snakker lidt om hvordan det går og snakker lidt om den gode tid inde på sygehuset, men det bliver aldrig det samme uden [NAVN B], han vil altid være i mit hjerte.
Det er gratis at oprette en konto