Efter at have læst klummen om hvordan man takler hverdagen i dag, fik det mig til at tænke. Er vi egentlig så åbne omkring vores privatliv, når vi fx sidder på vej hjem fra skole eller arbejde i toget eller bussen, at vi bare taler ud om alt? Jeg har da et par gange selv siddet i toget på vej hjem og snakket i mobil, hvor jeg nærmest har fanget mig selv i at snakke lidt for højt om mine personlige samtaler. Så sidder man lidt med følelsen: ”ups”, og tænker at man måske ikke lige skulle havet snakket så højt med sin veninde, om ham fyren, man var sammen med sidste weekend. Det kan da godt ske, at jeg taler lidt for meget ud, når jeg sidder sammen med en ven eller veninde i offentlig transport, men jeg tænker ikke rigtig over at der er andre mennesker, som nok ikke gider høre på mit liv. Mange gange opdager man det egentlig ikke selv, for mit vedkommende er det først når der er andre der begynder at snakke om deres privatliv, at jeg rigtigt ligger mærke til det.
Sidst jeg skulle langt med offentlig transport, var der en fuld, gammel mand, som sad og snakkede i telefon. I starten tænkte jeg ikke rigtig over det, for det er jo egentlig meget normalt. Men efterhånden kunne jeg godt mærke, jeg blev mere og mere irriteret over han sad og snakkede så højlydt om det han skulle og havde lavet i dag. Jeg mener, jeg har da ikke specielt meget brug for at vide at han har været ude og sparke en dør ind i Hedehusene og nu er på vej til Nordhavn, for at mødes med en kammerat. Men man har jo ikke ret til at blive sur over at han sad og snakkede op, som han nu gjorde, for det er jo ikke ulovligt eller noget. Det er normalt at sidde at gøre i dag. Men at det er normalt, gør det heller ikke rigtigt. Men hvad skulle man gøre ved det?
Det er gratis at oprette en konto