Du er ikke alene !

Idag skal det være. Lige så stille, går jeg væk fra mit hjem, et skur lidt udenfor lossepladsen. Jeg stopper lidt ved Tivoli, hvor jeg lader blikket glide ind, for at se alle de glade mennesker. Jeg står tavs der i et par minutter, før jeg går videre mod rådhuset. Jeg kan næsten ikke undgå at se de fine lejligheder der er, der hvor jeg går. Ak, ja det minder mig om dengang jeg havde råd til sådan en, men det er jo lang tid siden. Ved siden af de fine lejligheder, ligger universitetet, ja jeg ville så gerne være jurist, men jeg havde knap nok råd til blyanter, men lagerarbejder krævede ingen uddannelse, suk. Her går jeg arbejdtsløs og ensom, der er aldrig nogle der siger hej til mig, som om der ikke er nogen der ser mig. Venner har jeg aldrig haft, ikke engang famili har jeg, hvordan kan verden være så ond mod mig, som om jeg er et nul. Jeg fik høje karekterer i folkeskolen, men for at få råd til mad og tag over hovedet, måtte jeg ud og arbejde med det samme. Selvom jeg stod midt på en motorvej, ville ingen se mig. Nå, nu er jeg ved mit mål rådhuset, der er godt nok langt op til toppen. Men op skal jeg jo, der nok ikke nogle der vil savne mig. Rådhuset er faktisk en flot bygning. Nå men jeg må have fundet den trappe, der går op til frk. klokken. Skal jeg gå derop, eller skal jeg blive hernede og blive pisset på, nej op skal jeg, for ned skal jeg nok komme. Frk. klokken er godt nok stor, af et ur at være. Det føles mærkeligt at stå her, og tænke på at jeg nok aldrig kommer til at se skuret, lossepladsen og alle de venner jeg ikke har. Jeg må nok til at gå der ud, før jeg fortryder. Jeg tror jeg bliver svimmel af at stå her, så jeg må vist hellere sidde mig ned, så jeg ikke falder ned. Frk. klokken brøler godt nok højt, men det er jo heller ikke så mærkeligt, når man sidder lige under fruen. Hvad mon alle de mennesker tænker dernede. Nå nu er der en psykolog, der prøver at tale til mig. Han påstår at jeg skal have behandling. Men jeg fejler da ikke noget. Nå da, nu har de sendt en præst op, får at fortælle om Gud og kristendom. Når jeg engang falder, så skal jeg nok se Gud, hvis præsten har ret. Nu har DR sørme sat, TV-udstyr op. Og nu kommer den kvajpande, til vores statsminister også op på tribunen. Statsministeren bestiller ikke andet at køre i fine biler, mens folk som mig, vi skal bo i et skur og kan leve af kattemad. Nede i byen kan jeg se, at de hænger plakater op, fra det firma hvor jeg fik min mad, på plakaten står der "VILLY ELSKER KISSENAMNAM. DU ER IKKE ALENE", ja de tror nok det smager godt, men det gør det godt nok ikke. Jeg må nok snart til at springe, inden jeg fryser ihjel. Og alle folkene er også ved at forsvinde, nede på pladsen. Men nu er jeg vel ikke interessant mere, nej man kan kalde mig et modeflip. Imorgen er de igen ligeglade med mig. Gud hved hvad der sker, hvis jeg hopper, når jeg nu er kommet op, må jeg også ned igen. Klokken fem næste morgen var der tomt på rådhuspladsen, og ingen hørte eller så Villy Andersen, suse igennem luften. (25/10-1995)