Efter ulykken: et nyt liv

Klokken var to… Jeg gik ud fra, det pizzeria jeg arbejdede på… Jeg havde lige sagt op, fordi jeg slet ikke fik nok i løn… Tres kroner i timen… Det er lang fra nok til en på nitten år som både skal betale skat og benzin af det… Jeg havde spurgt om lønforhøjelse op til flere gange, men min chef sagde nej hver gang… Jeg havde også spurgt i dag, men min chef sagde bare, at hvis jeg ikke var tilfreds med min løn så var det har min sidste arbejdsdag… Jeg blev så sur at jeg ikke engang ville arbejde de sidste timer og få den løn jeg kunne… Jeg gik bare… Midt i alt trævlheden, klokken to en fredag nat… Pizzeriaet var helt fyldt da jeg gik, og nu står min chef og hans to sønner, som mindst fik dobbelt så meget som mig i løn, selvom de var mindst tre gange så langsomme som mig…

En gammel Skoda kørte forbi mig. Det stank af røg og os, og jeg begyndte at hoste. Da jeg var færdig med at hoste, lagde jeg mærke til hvor stille der var… Hvor mon alle folk var henne, en fredag aften i København… Jeg kiggede tilbage på pizzeriaet for at se om der stadig var fuldt, men lyset var slukket. Jeg kiggede mig omkring. Der var ikke et eneste vindue der var lys… Gadelygterne var det eneste der lyste. Og det eneste levende var de klamme rotter der rodede i skrallespandende, nogle duer der gik og ledte forgæves efter mad og så den kat der sad på taget af et skur… Jeg gik forbi en losseplads i håbet om at finde nogle mennesker. Det stank ad helvede til… Men der var ingen mennesker at se… Var jeg alene i verden? Så var det at jeg kom i tanke om det... Selvfølgelig var jeg ikke alene i verden… Det var jo i dag der var et Red Bull event på Rådhuspladsen… Der burde alle menneskerne jo være! Efter at Anthon Bergs tipoldebarn, Rasmus Berg vandt X-Games Big-Air på cykel, i år 2014, her i København… Har hele Danmark været så interesseret i sport, og hver eneste gang der har været et sports event her i Danmark, har hele København lagt øde… Jeg var ikke selv særlig sports interesseret, men var mere interesseret i mode. Hvilket nok var grunden til at jeg ikke tænke over at det var i dag der var et Red Bull event, men til gengæld vidste jeg så at Copenhagen Fashion Week startede om treogtyve dage… Jeg begyndte at løb… Efter at have løbet i noget tid, kunne høre alle menneskerne juble. Jeg forsøgte at sætte farten op, men det holdte kun cirka ti sekunder, før jeg måtte give op igen og sænke farten. Jublen blev højere jo tættere jeg kom på Rådhuspladsen. Jeg kiggede ned på mit ur… Klokken var 02:29… Tiden var gået hurtigt siden jeg mødte på arbejde lidt i tolv i aftes. Jeg kiggede op igen, og fik øje på en gul bil… En grim gul bil… Jeg kunne ikke komme i tanke om hvilken slags bil det var. I det hele taget vidste jeg ikke særlig meget om biler. De eneste biler jeg kendte til var alle de fine og dyre biler. Mine forældre var mange millionære, så jeg havde aldrig rigtig set specielt meget til andre biler end dem vi selv havde… Også lige den Volkswagen Golf 2, jeg selv havde. Det var den eneste bil, mine forældre ville give. De sagde, at hvis jeg ville have en ordentlig bil, skulle jeg selv tjene pengene til den… Præcis ligesom det havde gjort... Min far tjente flere millioner om året på hans fragtselskab. Min mor var forstander på et universitet, hvilket også var rimelig indbringende. Og jeg selv… Jeg havde klaret mig igennem HHX med halv dårlige karaktere... Slet ikke noget, at råbe hurra for… Jeg havde lige sagt op på det pizzeria jeg arbejdede på… Min største drøm var, at blive en ligeså stor designer som Coco Chanel, men det ville nok aldrig ske… Og så havde mine forældre aldrig tid til mig… Der var altid noget der var vigtigere end mig… DYT! Jeg nåede ikke at tænke længere, før det gik op for mig, at jeg uden jeg havde lagt mærke til det, havde stoppet midt i et lyskryds, begravet i tanker om hvorhenne i livet jeg ville ende… DYT! En pumpet mand i en hvid nedriget V-hals T-shirt stak hovedet ud af vinduet… Så flyt dig dog din lille bøsse-svans! Jeg løb ind til fortovet, og kiggede på manden i bilen… Jeg gav mig fingeren og kørte videre… Det eneste jeg tænke på var hvor længe siden det var, at en hvid V-hals T-shirt havde været på catwalken uden, at folk begyndte at snakke kritiserende med den der sad ved siden af… Så kom jeg så i tanke om hvor dum jeg egentlig var. Jeg var begyndt, at løbe i til Rådhuspladsen, i stedet for at køre i min bil. Og grunden til at jeg var på vej til Rådhuspladsen var fordi jeg troede, at jeg var alene i verden… Hvor dum kan man være… En dreng på nitten år, som tror han er alene i verden… Pludselig kunne jeg godt forstå, at jeg ikke havde fået bedre karakter i skolen… Jeg slog mig selv i hovedet og begyndte, at gå tilbage mod pizzeriaet for, at hente min bil og køre hjem. Imens jeg gik begyndte jeg, at tænke på hvad jeg egentlig kunne blive til… Da jeg nærmede mig et kryds, kiggede jeg ned på mit ur… 03:18… DYT!... Der blev sort…