Skyld og sorg efter bilulykke

Jeg kunne ikke stoppe med at tænke tilbage på varevognen som kom kørende direkte mod os. Far skulle jo bare tage nogle lommetørklæder fra bagsædet, til mig. Hvorfor skulle jeg også begynde at græde over det? Jeg missede 1 mål. 1 mål! Der var jo ingen grund til at græde over det. Utroligt at far ikke blev sur på mig, jeg opførte jo mig som et lille ustyrligt barn. Hvis jeg nu ikke havde grædt skulle far ikke sænke farten, for at vende sig om og give mig lommetørklæder, så ville bilen aldrig have ramt os. Nu kan jeg ikke cykle igennem det lyskryds uden at tænke tilbage på varevognen, far og de forbandede lommetørklæder!

Hvis jeg nu bare havde arbejdet ekstra de næste 4-5 weekender, kunne jeg sagtens undvære at bryde ind i et hus for at skaffe de sidste penge til mors operation. Jeg gik fuldstændig i panik da jeg så det var Janni og Per jeg havde kørt ind i. Tiden gik i stå, og alt blev stille. Stilheden blev først brudt da Jannis skrig fløj gennem luften, og ramte mig som et skud fra en pistol. Jeg skulle bare væk og det skulle være med det samme.