Hun sidder på sit værelse i det store hus. Hun sidder og kigger på alle de glade og legende børn, på de lykkelige familier, der går rundt nede på gaden med deres små hunde og alle de forelskede par, der kommer gående hånd i hånd på gaden. Lige siden hun som helt lille var blevet afleveret på børnehjemmet, har hun kun haft en eneste drøm. At have en rigtig familie. At have en mor og far der læser for én om aftenen og hjælper én med lektierne, en mor hun kan snakke om alt med, og en far hun kan spille bold med i haven, en drøm om at have søskende hun kan drille og blive uvenner med, men stadig lave de sjoveste ting med. Efter at have siddet og kigget ud af vinduet i et godt stykke tid kommer hendes værelseskammerat ind og siger i en klar og hastig tone: ”Vi skal spise Asta”. Hun rejser sig og går efter sin veninde ned i spisesalen. Hun står og kigger ud over salen - hun står og kigger på alle de sultne børn, som sidder på de gamle grimme stole ved de lange og faldefærdige borde. Hun tager en tallerken og sætter sig hen på en fri plads. Hun fisker en kotelet op fra fadet foran hende og tager to små kartofler over på sin tallerken. Hun sidder og stirrer ned på det. Det er det samme mad, der ligger på den samme tallerken hver aften. Hver dag er ens. Men i morgen vil det hele måske ændre sig. Hun skynder sig at spise sin mad, og så går hun op på sit værelse og lukker døren. Hun lægger sig i køjesengen og trækker dynen over sig. Hun er ked af det, hun ved godt at det ikke ændrer sig. Hun ved godt, at hun måske skal bo på børnehjemmet indtil hun bliver voksen og hun ved godt, at hun aldrig får den familie, hun går og drømmer om. Hun forstår det bare ikke. Der har været mange familier for at adoptere, men ingen familie har valgt hende. Hun er god i skolen både til dansk og matematik, og hun er flittig, sød og omsorgsfuld. Hun græder sig selv i søvn og sover trygt resten af natten.
Det er gratis at oprette en konto