Det er Julie og mig på en bænk i et hjørne af skolegården i pausen mellem matematik og dansk. Vi er i midten af februar, og det er pissekoldt. Jeg ryger. Julie kikker ned på sine fingre, fletter dem ind i hinanden, ud igen.
Og så siger hun det, ”De snakker om dig. Om dig og Daniel” Mit blod. Det stiger til hovedet. Eller holder op med at løbe rundt, jeg er ikke sikker. ”Hvem gør?” kvækker jeg. ”Nogle af dem fra klassen. Blandt andet” Jeg skodder. På en måde har jeg vel hele tiden vidst, at det ville komme, men alligevel var jeg nok ikke helt forberedt. Slet ikke. ”Mads kom hen til mig i går,” sagde hun, mens hun regner et usynligt mønster på jorden med spidsen af sine sko. ”Han spurgte, om det passede” ….
Jeg gik i panik, en stemme inde i mig skreg. Jeg tænkte på, om jeg skulle skifte emne eller bare gå min vej. Jeg tændte en ny cigaret for at slappe mere af. Julie forsøgte, at gennemskue hvad jeg tænkte, men jeg gav hende ikke en chance for at læse angsten i mit ansigt.
”Nej, eller, ikke helt i hvert fald” fik jeg udtalt. Et falsk smil kom frem. ”du ved godt, du kan stole på mig ik? ” sagde Julie. Hun troede ikke på mig, men noget i mig sagde, at hun ikke var så troværdig, som hun påstod. Jeg tænkte, at under alle omstændigheder, vil det være smartes at holde det for mig selv.
Det er gratis at oprette en konto