Skyerne var grå, og det regnede voldsomt da vi gik ud mod bilen. Jeg åbnede døren og satte mig ind på bagsædet. På vej til kirken var der helt stille i bilen, der var ikke nogle der sagde noget, det eneste jeg kunne høre var radioen. Jeg lænede hovedet op ad ruden og tænkte på hende.
Jeg kom til at tænke på dengang, hvor jeg sad i min seng og læste. Min mor kom ind og satte sig i sengen. ”Kasper? Vi har været oppe på sygehuset og se til din søster. Lægen siger, at hun ikke har særlig lang tid igen” Sagde hun ”De kan ikke helbrede hende”. Imens kom min far ind, han stod i døren med våde øjne og kiggede på mor. Jeg ville ikke græde, men jeg sagde ikke noget. Mor rykkede tættere på, hun kyssede mig i panden. Hun kiggede på far, og rejste sig. Nu var de gået, men jeg kunne høre at mor græd ude i køkkenet.
Jeg stod ud af bilen, for vi var ved kirken nu. Jeg gik hen imod indgangen og ind i kirken. Hun lå i den lille hvide kiste med de lyserøde roser.
Jeg gik op til kisten. Jeg begyndte at græde, ikke højt, tårerne løb bare ned ad mine kinder. Pludselig mærkede jeg en hånd på min skulder, jeg troede et øjeblik, at det ikke var virkeligt. Jeg vendte mig om, og så så jeg at det bare var min far. Han smilte til mig, selvom han var ked af det, jeg kunne se det på hans øjne. Jeg vendte mig om, og gik ned mod bænkene. Jeg satte mig på første række ved siden af mine forældre.
Det er gratis at oprette en konto