Er vi som unge mennesker anno 2011 villige til at lære, og sætter vi overhoved pris på det at lære? Er vi en generation, som hellere vil bruge vores tid foran fjernsynet eller være sammen med vennerne? Ved vi unge, at det er vigtigt at lære og hvad vi skal vores viden til?
At lære er at ville - det er nøglesætningen. For mig er det at lære noget nyt en vej til en ny opdagelse, at jeg finder ud af, at der er noget der er muligt og modsætningsvis også noget der ikke er muligt. For at lære er der især en vigtig ting som spiller en stor rolle, nemlig motivation til at modtage ny læring, og derefter udarbejde en form for resultat. Men hvordan opnår man denne motivation? Hvem skal gøre en indsats, for at vi får motivationen? Er det os, lærerne, forældre eller er det politikerne i Folketinget - de folk som blandt andet vil spare på ressourcerne i folkeskolen?
Forældre har en stor rolle i det at lære. Vores forældre er dem der er med til at gøre, at vi åbner os og undre os over ny viden. Det starter helt fra opdragelsen, og det er de helt små og basale ting som kan starte denne reaktion hos os unge. Det kan fx være, hvor forældrene spørger ind til om børnene har lavet lektier. Det er vigtigt at forældrene går ind, og tager ansvar for deres børn og deres skolegang. På de videregående uddannelser er det svære for forældrene at hjælpe, da der sættes højere krav og undervisningen er på højere niveau end i folkeskolen. Vi unge lærer at blive gode til at spørge klassekammerater og lærer til råds, når forældrene ikke er i nærheden. Jeg er selv flyttet hjemmefra i en alder af 15 år, og jeg har haft stor hjælp fra mine klassekammerater og mine lærer, fordi mine forældre ikke lige er i nærheden, hvilket også kan være en god og ny måde at lære på.
Det er gratis at oprette en konto