12 i dansk, 12 i matematik, 12 i fysik og 12 i geografi. Sådan lyder begge mine veninders karakterblade. Det kan være svært og stille op imod det, når jeg alligevel får 4 eller 7 i en ligegyldig matematik test. I skolen oplever jeg næsten altid at elever farer rundt, for at se hvad jeg og de andre fik i karakter. Det kan være hårdt at skulle sige ”jeg vil ikke vise det”, eller ”det kan være lige meget”, da det er det samme som at sige at man ikke har fået en særlig god karakter, det kan endda nogle gange være værre, end at sige den karakter man har fået.
Jeg bekymrer mig over karakterer, som måske i bund og grund ikke kommer til at have nogen betydning senere hen. Jeg kæmper og konkurrer med mine klassekammerater, om hvem der får de bedste karakterer og ikke mindst hvem der får det højeste gennemsnit.
Men er det seriøst sådan det skal være? Selvom man måske ikke ser det som en konkurrence lige umiddelbart, er det stadig en kamp man har med en masse omkring en, og ikke mindst med sig selv.
Hele karakterræset kan føre to veje. Enten så kæmper man så meget for det, at man kommer til at få nogle gode karakterer, og kommer til at blive bedre i skolen. At hele kampen har været sund, og det har resulteret i at man har fået lysten til at blive bedre, og dygtigere. Men det er altså langtfra de fleste der oplever at en stressende daglig, langvarende kamp, har en særlig god eller effektiv virkning. Langt de fleste, inklusiv mig selv, føler mere at hele karakterræset er stressende og trættende. Småstresset og træt er tilstande, som de fleste unge kender til, og oplever jævnligt.
Det er gratis at oprette en konto