De tre snegle

De tre snegleDer var engang tre snegle, Bo, Carsten og Mogens. De ville alle tre gerne ud og se den store verden, så en dag sagde de til deres forældre at, nu tog de af sted. Dagen efter gik alle tre brødre ud af svampehuset i hver sin retning. Bo gik imod skoven, Carsten gik imod stranden og Mogens anede ikke hvor han skulle gå hen, så han tog stien imellem skoven og stranden. Bo var den ældste så han havde lidt erfaring med at være uden for svampehuset. Carsten var den midterste, han havde næsten ingen erfaring, men havde dog prøvet det et par gange. Mogens derimod havde aldrig været længere væk fra huset end at hans slim stadig kunne nå det. Da Bo var nået et godt stykke ind i skoven mødte han en anden snegl som var 3 gange så stor som ham selv. Han kunne se den lå og sov så han listede forbi den, aldrig havde han se en snegl så stor. Carsten havde oplevet noget helt andet nede på stranden. Han havde aldrig set havet før, så han gik ned til det, og blev med det samme ramt af en stor bølge, og da bølgen var væk, lå der en grøn sten foran ham og glimtede i solen. Han samlede den op med sit slim og gemte den. Mogens som hverken var gået i skoven eller på stranden men en sti midt imellem mødte en meget gammel mand som han snakkede med, han kunne nemlig tale snegl’sk. Manden spurgte om Mogens havde nogle søskende, det havde han jo, så han svarede: ”Ja, men jeg ved ikke hvor de er”. Manden tænkte lidt og tog så en lille pose op af lommen i posen lå en lille blå sten. Stenen havde et hak så det lignede en femkant. ”Hvis du finder en lille grøn sten der passer i det der hak vil du og dine søskende blive hentet af en meget, meget stor snegl som tager jer med til en by. Der skal I finde et lille mørkegrønt hus med en kiste hvor de to små sten passer i”. Mogens tog imod den blå sten, sagde tak og gik videre. Lidt senere kunne han se Bo hvile sig i skovkanten, han skyndte sig hen til ham og fortalte alt om den gamle mand. Bo foreslog at de fandt Carsten og begyndte at lede efter den grønne sten. Det var svært at fine Carsten og de sneglede ind i mange problemer. !!!!MIG!!!!. Den første dag kom de til en køkkenhave hvor de så det mest pragtfulde og største salathoved de nogensinde havde kunnet forestille sig, men lige da de skulle til at tage den første bid kom der en stor skygge over dem, kort efter mærkede de begge en forfærdelig smerte, det var salt der var blevet kastet over dem, utroligt nok overlevede de begge og fortsatte deres leden efter deres bror. Den anden dag gik dog lidt bedre, men de fandt stadigvæk ikke deres bror, mutters alene sad de der under et stort egetræ da der pludselig dukker et underligt dyr op foran dem, det spurgte hvorfor de så så triste ud, bo svarede at de ikke kunne finde deres bror, men det lille søde dyr ville hellere end gerne hjælpe, den kunne nemlig klatre højt op i trætoppene og kigge ud over hele skoven. Da det lille dyr kom ned igen sagde den til Mogens og bo at deres bror heldigvis ikke var så langt væk så de sneglede sig igen af sted mod deres bror. Efter 7 timer fandt de Carsten og fortalte om manden og stenen. Carsten tog den grønne sten frem, den passede lige akkurat ind i hakket på den blå sten. Lidt efter begyndte jorden at ryste under dem og de kunne se en meget stor snegl. Bo kunne med det samme se at det var sneglen fra skoven som han havde mødt tidligere. Da den kom, sagde den de skulle klatre op på dens skjold og klistre deres slim godt fast. Den sneglede sig meget hurtigt igennem landskabet og de kunne begynde at se en by foran dem. Da de kom hen til byen fandt den store snegl ret hurtigt det hus der var blevet fortalt om og der fandt de kisten som de hurtigt satte stenene i. Da, blev de alle fire forvandlet til mennesker. De fire snegle som nu var blevet til mennesker, kiggede sig omkring i byen og fandt da også en dejlig kro de kunne nyde deres første måltid som mennesker på. Der gik dog heller ikke længe inden de fire både havde fået hus, kone og børn og de levede lykkeligt til deres dages ende. GRANDE!