Mit navn er professor William Q. Porter, jeg er robotforsker og er uddannet inde for faget kunstigt liv. Nu har jeg har været professor i 27 år, og i alle de år, har jeg bygget på mit livs drømme opfindelse, nemlig at kunne fremstille og livagtig gøre en robot, der vil være i stand til, at kunne tale og tænke selv, uden et menneske til at føre den. Men alle mine forsøg indtil nu, er enten sprunget i luften eller er blevet kortsluttet.
Det er i dag den 15. december 2015, min assistent Julie og jeg er i gang med, at ligge sidste hånd på min seneste robot. Dette er mit forsøg nr. 25, de 24 andre forsøg endte i en total fiasko uden nogen form for succes. Men i dag skete der noget, der aldrig var sket før med nogle af de 24 forsøg jeg havde haft. Robotten åbnede øjnene og satte sig op på arbejdsbordet. Julie og jeg stod begge med åben mund og så meget forbavset ud, vi var meget forbavset og overrasket over, at min opfindelse nr. 25 rent faktisk virkede.Efter jeg var kommet til mig selv, kunne jeg ikke vente med at spørge robotten om noget. Så jeg nærmede mig forsigtigt og varsomt robotten, men inden jeg nåede helt der over, spurgte robotten med en vis uro i stemmen ”hvem er du og hvor er jeg”. Jeg svarede hurtigt tilbage, fordi jeg kunne se, at robotten ikke var tryg ved omgivelserne. Jeg sagde til den, at den var i mit laboratorie, og at jeg var dens designer og opfinder, og hvis den gerne ville kalde mig far var det ok. Robotten rejste sig og begyndte at gå rundt i laboratoriet for at se sig omkrig. Da den havde gået rundt et stykke tid, satte den sig tilbage på arbejdsbordet. Efter den havde sat sig, spurgte den hvad den hed. Jeg svarede at den var en han og at han hed ISR-5000. Det står for en intelligent, selvstændig robot forklarede jeg ham, men jeg tror bare jeg vil kalde dig Sonny. Han svarede tilbage, at det navn kunne han godt lide og han smilte.
Det er gratis at oprette en konto