’Så er vi hjemme, ‘ hørte jeg en stemme ude fra entreen råbe. Det var fars stemme. Klokken var lidt over fire, og det var på dette tidspunkt far og Rudi plejede at komme hjem på. Far arbejdede som automekaniker. Eller han ikke bare arbejdede. Han ejede stedet. ’Fremtidens Automekanik’ kaldte han det. Det var far der startede stedet op, for godt og vel 2½ år siden. Det var også der han havde skabt Rudi. Og for resten, så er Rudi vores robot. Det var den første robot far byggede. Han brugte flere måneder på at få det hele til at spille, og alle systemer og følelser til at fungere. Han sad op flere nætter i træk, og arbejdede på Rudi. Det var den travleste tid i min fars liv. Jeg så ham næsten aldrig. Vi plejede altid at lege i haven når han kom hjem fra arbejde, eller spille et computerspil sammen. Men den tid var forbi nu. Da far arbejdede på Rudi så jeg ham aldrig. Men da han endelig var færdig med ham, og det hele kørte, var der en måneds tid, hvor vi brugte rigtig meget tid sammen, med at lære Rudi at kende, og se hvad han kunne. Det var rigtig spændene, og selv far var overrasket over alt det han kunne. Men lige så stille begyndte han ar gå mere og mere op i sit arbejde, med at bygge robotter på automekanikerværkstedet. Han havde aldrig tid til mig mere..
Det er gratis at oprette en konto