Slaget ved Waterloo

I marts 1815 flygtede Napoleon fra sit eksil på øen Elba i Middelhavet. Han ville have sin trone tilbage og drog derfor mod Paris. Den franske kongefamilie flygtede da de fik kendskab til hans beslutning om at generobre Frankrig. Napoleon fik på magisk vis overtaget tronen igen, helt uden kamp. Europas kongelige var rystede over at Napoleon havde taget magten så let igen uden kamp. Derfor besluttede de at stå sammen om at slå Napoleon. De forenede deres styrker og skabte noget de kaldte >>Den 7. koalition<<

På det tidspunkt havde den engelske hertug Wellington og den tyske feltmarskal Gebhard von Blücher styrker på tilsammen 130.000 mænd. Napoleon havde kun 75.000 mænd, hvilket slet ikke var nok til at slå dem på én gang. De to allierede hære ikke var samlede, hvilket fik Napoleon til at indse at det var nemmere at slå dem en ad gangen.

Den 16. juni 1815 kæmpede Napoleon mod Blüchers hær i slaget ved den belgiske by Ligny. Blücher tabte og mistede 20.000 mænd. Nu manglede Napoleon bare at slå Wellington, som stod klar til at møde Napoleon syd for den lille landsby Waterloo.

Den 18. juni 1815 kl. 11:30 indledte Napoleon slaget med at angribe Wellingtons højre fløj. Wellington afværgede hans angreb så let som ingenting. Derpå angreb Napoleon hans venstre fløj mens hans allierede, Michel Ney, angreb centrum. Dette angreb blev også afværget. Nu var klokken 13:00, og Wellingtons allierede var ankommet, de preussiske styrker. De var dog først i stand til at levere et samlet angreb klokken 16:00.