Fællessang i bussen

”kom så, lad os da synge en fællessang” råbte Anders ud i bussen. Ikke ligefrem typisk ham, men hvad så? Det lød vel hyggeligt nok. Tineke kiggede

på mig, og rullede øjne. ”ej hvor åndsvagt” sagde hun, jeg nikkede. ”Kom nu? Er der ingen der vil være med udover mig og Anders?” råbte

Alexander. ”Det kan vi da sagtens gøre” sagde Finn og smilede, ”men det skal være en alle kan synge med på nogle forslag?” ”Hvad med i sne står urt og busk i skjul?” foreslog Gitte. Gitte hende som Vibe ellers troede hun kendte så godt, den glade friske Gitte, som nu sad der og bag rettet og så helt fortabt ud. Hendes stemme var sløset, og tør. Jeg kunne se hun havde rynker nu. Hun var som forandret. Som om huset havde ædt den gamle Gitte. De andre gik i gang med at synge ”i sne står urt og busk i skjul”, Jeg kiggede nærmere på Tineke der sad og kiggede forsømt på regnen, der slog på ruden, hun var egentlig ret køn når man kiggede nærmere på hende. Hendes dybe blå øjne. Tineke havde altid sagt at verden så anderledes ud for hende. Sådan helt bogstavelig talt. De andre sang stadig, jeg mimede med bare for hyggens skyld. Tineke så forundret på mig. ”Sig mig hvad laver du egentlig?” hviskede hun. Jeg stoppede med det samme, og følte mig flov. Men burde man egentlig det fordi man havde sunget med på en fællessang? Nej, nu skulle Tineke ikke mere bestemme hvad der var rigtigt og hvad der var forkert. Jeg sang endnu højere. De andre kiggede på mig. Finn smilede til mig, som om han kunne lide mig en lille smule bedre, efter jeg havde blandet mig i en fællesaktivitet. Tineke og Vibe, Vibe og Tineke, ja vi var bedsteveninder, og hun betød mere end alt i verden for mig, men det sidste års tid, var hun begyndt at være den smart og populære. Det var svært for mig, for hun begyndte at bestemme over klassen, hvilket fik hende til at tro hun også skulle bestemme over mig. Vi havde kørt i lang tid nu. Bussen var helt stille. Jeg tror de fleste rent faktisk sov. Utroligt, i en bus fyldt med 7. klasses elever burde der vel egentlig være forfærdelig meget larm. Men vi var anderledes, hele klassen Max og Edward, Eva, Sorte Limbo, Hr. og Fru. Schiøler, Kokken, Axel Flint, Bådsmand Mortensen, Kaptajn Barret, Tineke, tømreren og jeg. Men efter opholdet på Pemba, var vi kun blevet mere anderledes. ”Hvad så? Er du okay?” Sagde Tineke træt. ”Ja ja” svarede jeg, ”helt okay, tror jeg” de sidste to ord hviskede jeg. ”Du ser bare så, så ja jeg ved ik..” sagde Tineke. ”Jo hvad, hvad ser du?” jeg var lidt ivrig efter at vide hvad hun så. ”Bare glem det” sagde hun træt. ”KRYDDERNELLIKER TIL ALLE” skreg Mouritz. Han hev nogle kryddernelliker frem fra jakken, de duftede, jeg kunne næsten smage dem. Der blev en små fnisen rundt omkring, og drengene som sad nede bagerst kastede rundt med nellikerne. ”Tineke, helt ærligt hvordan ser jeg ud”? Tineke kiggede undret på mig, ”du ser da meget godt ud, hvorfor?” ”Nej jeg mener, hvad ser du, du sagde, du ser så, ja så, men så afbrød Mouritz med sine nelliker”. Tineke kiggede endnu mere undret på mig ”hvad snakker du lige om? For det første, vi har ikke snakket sammen i en time fordi du sov, så vågner du pludselig op og spørger om du ser godt ud? Og for det andet, Mouritz sidder og spiller Gameboy hvilket han har gjort den sidste halve time, han har ingen kryddernelliker, eller hvad du kaldte det”. Jeg kiggede tilbage på Mouritz. Var det virkelig en drøm? Jeg tog mig til hovedet, jeg følte mig lidt svimmel. ”Må jeg spørge dig om en ting?” sagde Tineke. ”Ja, hvad som helst” svarede jeg, ”hvad drømte du?”, ”Hvornår?”, ”ja lige før, da du sov” sagde Tineke. ”Ikke noget, eller jeg kan ikke huske det, hvorfor?”, ”ja du så, så inderlig trist og bedrøvet ud”. Jeg kiggede væk, tænk, tænk, tænk Vibe. Hvad drømte du? Nårh ja, det var den uhyggelige drøm, jeg havde drømt siden vi tog hjemmefra. Men hvordan vidste Tineke det? ”Nu kan jeg godt huske det” sagde jeg. Tineke kiggede forskrækket på mig, ”hvad drømte du?” svarede hun, ”jeg drømte at” jeg holdte det tilbage, som om det var en hemmelighed. Jeg trak på skulderen. ”Ingenting”, ”ej helt ærlig Vibe, du har selv sagt til mig, at man ikke kan stoppe når man var startet på noget”. ”ja ja, men det jo ikke det samme”, ”det er det da i hvert fald” sagde Tineke surt. ”Okay, okay” sagde jeg. ”Jeg drømte at vi kørte på vej hjem, ligesom nu. Men så kom vi aldrig mere til at”…