Det er en retning, fra 1920'erne, som koncentrerer sig om udtrykssiden.
Det er voldsomt og udtryksfuldt.
Man udtrykker de indre følelser (det man har inde i sig selv).
Man udtrykker det subjektivt.
Man prøver ikke længere at vise verden som den i virkeligheden er.
Ekspressionisterne dyrkede en brudt og adskilt verden uden den dybere sammenhæng mellem tingene (ingen mening eller helhed).
Individet er overladt til sig selv.
Man bruger et sprog fyldt med kontraster, overdrevet, og stærke sindstilstande.
Det er ofte vers uden rim, med fri rytme og pludselige brud.
Jeg skal gøre nogle overvejelser om digtet er et episk digt, et dramatisk digt, eller et lyrisk digt.
Jeg vil starte med at beskrive de 3 digte.
Et episk digt = et digt hvor der fortælles en historie, beskrives et forløb, personer eller begivenheder
Et dramatisk digt = Et dramatisk digt kan indeholde replikker. Det kan være i form af indre monolog (”tale med sig selv”). Oplevelser, tanker og følelser kan komme til udtryk i en dramatisk handling.
Et lyrisk digt = ingen historie, der udtrykkes tanker, holdninger, stemninger og følelser
Jeg opfatter selv genren lyrisk digt som modsætningen til genren episk digt.
Jeg vil udelukke genren episk digt.
Jeg tror at ud fra ovenstående, at digtet er et dramatisk digt, da der er en dramatisk handling og der er oplevelser, tanker og følelser i digtet.
Det er gratis at oprette en konto