Der var en gang en prinsesse hvis navn var Anne-Louise. Hun boede på et dejligt stort slot med hendes familie. Hun var kun sytten år. Anne-Louise havde en søster ved navn Sofia. Sofia var den perfekte datter, hendes forældre elskede hende! Anne-Louise følte sig altid meget til side sat, og hun følte altid at Sofia var meget bedre end hende. Hun tænkte tit om det var fordi Sofia var sidste født, eller de bare synes bedre om hende. Anne-Louise og Sofia havde også to ældre brødre som hed Mads-Emil og Christian. De var begge nogle meget flotte fyre. Alle landets prinsesser var ellevilde med dem. Prinserne blev næsten hver evig eneste dag spurgt om ægteskab. De sagde nej til hver og en. Prinserne så også sig selv som nogen af de mest magtfulde i landet. Det var de skam også. De kunne få enhver pige til at falde for dem. Kongen og dronningen synes det var ulideligt, at deres drenge var så ”populære”. De hele tiden fik nemlig henvisninger fra andre kongeriger, og de blev en del upopulære hvis deres sønner sagde nej, hvilket de gjorde hver gang. Det samme gældte for Sofia, selvfølgelig bare med drenge. Alle drenge i landet ville have hende som deres kone. Der kom mange der friede til hende hver dag. Og så var der Anne-Louise, der var som om ingen rigtig bemærkede hende. Hun fik aldrig nogen henvendelser fra andre prinser der ville giftes med hende, eller nogen anden form for opmærksomhed.
Det er gratis at oprette en konto