Prinsesse Alexandrine og den røde snerle

Der var engang en konge der havde en dejlig dronning. De boede på et dejligt slot i et dejligt kongerige. Sammen havde de fået tre dejlige døtre. De tre prinsesser var lige gamle, men meget forskellige. Den ene var meget klog, den anden skrækkeligt grim, men den tredje og sidste prinsesse var så vidunderligt smuk. Hendes navn var Alexandrine. Hendes forældre ville så nødigt gifte hende bort, da de elskede hende så højt. Hun var jo den smukkeste og goeste en mand kunne få som ægteviv. Den første datter blev giftet bort så snart de fandt en ligeså klog ung mand, den anden blev giftet bort ligeså snart de fandt en ligeså grim ung mand. Da de to første døtre var blevet gift, gjorde det den smukke prinsesse så sørgmodig, da hun også ville giftes. Det sagde hun til sin fader. ”Fader, jeg vil så nødig dø alene og ensom”. Til det svarede kongen blot: ”Min smukke datter, du er den mest prægtige af mine døtre. Dig kan jeg aldrig give væk”. Men kongen tænkte nok at hans datter ville giftes, derfor fik han hende låst inde i et højt tårn på slottet. Dermed ville hun ikke kunne stikke af eller rende væk. Hun sad tit og skuede ud over riget, fra sit tårnvindue. Hun dagdrømte om sin brudefærd, og sin brudenat. Hver nat lå prinsessen søvnløs i sin seng og hulkede højt. Så højt at hele hoffet måtte sove med vat i ørene. En sen kvæl hvor det var et forskrækkeligt uvejr, kom en rytter ridende forbi slottet. Han ville søge ly for natten. Han sprang straks af sin stolte ganger og bandt hesten til et piletræ. Under dette piletræ voksede der den fineste røde snerle. Rytteren fristedes til at plukke den. Da han havde plukket blomsten og lagt den i sin bukselomme, gik han dermed op til slottets store port og bankede på. Tre gange. Det var dronningen der åbnede, og da han bad om ly for natten, gruede hun. For hun tænkte på sin smukke datter i tårnet. Men hun lukkede ham da ind da dronningen stadig havde et snært af sin ungdommens medlidenhed. Hun viste den unge rytter ind i et kammer hvor han kunne sove. Natten derpå kunne han ikke lukke et øje. Han blev holdt vågen af prinsessens hulkende gråd, da dronningen havde glemt at forære ham vat. Da rytteren var en lystig og nysgerrig sjæl ville han finde ud af hvor denne lyd kom fra. Han forlod sit kammer og listede over til tårnet, hvor prinsesse Alexandrine var holdt fanget. Han fandt da døren til tårnet låst. ”Det var dog kedeligt” sagde han til sig selv. Men lige da ville gå tilbage til sit kammer begyndte hans bukselomme at brænde. Han tog den røde blomst han havde plukket tidligere frem og gloede længe på den. Den lyste helt rødglødende nu. Ud af den fløj en lille blomsterfe. ”Goddag min gode herre” sagde feen med sin lille uskyldige stemme. Rytteren spurgte så hvem den lille fe var. ”Jeg er her for at hjælpe dig, da du nu har plukket min blomst”. Rytteren tænkte nok at han kunne bruge feens hjælp, men han vidste ikke til hvad. Feen sagde den ville give ham tre nyttige gaver, hvis han til gengæld blot ville så snerlens frø i jorden ved piletræet så den kunne formere sig. Det lovede rytteren at han nok skulle gøre. Ved næste daggry begav han sig ud til piletræet ved slottet, og såede frøene fra den røde snerle. Straks skød der nye røde snerler op af jorden. Blomsterfeen takkede rytteren ved at forære ham en lille sølvnøgle. Rytteren bad dermed dronningen om husly bare en enkelt nat til, og da dronningen til sidst gav ham lov, viste hun ham op på det samme kammer som natten før. Natten derpå var mindst ligeså larmende og støjende som den forgangne. Rytteren drog atter til tårne, han brugte feens lille sølvnøgle til at komme op i tårnet. Højt oppe ad en vindeltrappe lå et lille værelse. På dette lille værelse lå prinsesse Alexandrine og græd. Rytteren trådte ind af døren til værelset, men da han så prinsessen og hendes umådelige skønhed kunne han kun sige ”ak”. Aldrig han et sådan gudesyn mødt ham. Den nat delte han seng med prinsessen i tårnet. Næste morgen kyssede han hendes røde læber og forsvandt ned i sit kammer igen. Da han agtede at gifte sig med den smukke Alexandrine, drog han til kongen for at bede om hans datters hånd. Kongen lo blot og nægtede rytterens ønske. Rytteren forlod den store tronsal, og gik ud i slotshaven. Her kaldte den lille blomsterfe til sig. ”Min lille blomsterfe, min lille blomsterfe! Har du da en gave jeg kan bruge?” kaldte rytteren. Blomsterfeen kom flyvende fra blåen himmel. En gylden ring den havde på sig. Denne ring kunne smigre alle til hvad man ville. Rytteren skulle blåt give kongen ringen, og dermed bede om hans datters hånd. Rytteren tog straks imod ringen efter han havde takket feen mange gange.