Det handler om en pige på 18 år som er født den 29. september 1992. Hun er ensom og hun holder sig meget for sig selv, fordi hun er bange for at folk afviser hende, hvor i mod andre springer ud i det. Hun bor stadig hjemme hos sine forældre i Vildbjerg, Midtjylland. Hendes forældre købte en Hydro Texico, som så i dag hedder YX. Dengang de købte forretningen var der ikke bygget hus til, men det gjorde [NAVN A]s mor og far. Hun går på gymnasiet i 2.g i dag og kæmper meget med at komme af med sin skræk og blive mere social. Det startede så småt i 1.klasse der den nye klasselærer sagde til hende, at hun ikke kunne lide rødhårede børn. Da den nye klasselærer havde sagt det til [NAVN A] bredte det sig hurtigt til andre også blev [NAVN A] det nye offer for klassen, som de kunne drille. Hun har haft et stort mod fordi der er ikke mange som har lyst til at leve, hvis de skulle det samme igennem som [NAVN A]. Hun har tit fået den bemærkning man bare ikke ønsker når man går i 9.klasse, Da de gik over for, at have fysik kom klassens mest populære dreng ind som den sidste og da der kun var en plads tilbage var han jo tvunget til at sidde der. Han var så heldig, nok nærmere sagt uheldig, at den frie plads, var ved siden af [NAVN A]. Da klassen populære dreng opdagede det, råbte han højt ”JEG GIDER SKU DA IKKE SIDDE VED SIDEN AF DEN FEDE KO!” Der kunne [NAVN A] mærke, at han ramte plet inde i hjerte på hende, hun blev rigtig ked af det, mere end hvad hun var i forvejen. Siden 9.klasse og da han sagde det har Katrine aldrig rigtig været sammen med nogle og gider ikke sidde ved siden af nogle. I gymnasiet sidder hun helst alene, men er blevet tvunget til at sidde ved siden af nogle. Når der er frikvarter sider hun alene og kigger på sin computer og chatter med de venner hun nu har og sidder bare og slappe af med noget msn og venter på næste time skal til at begynde. Hun gider ikke gå ud sammen med nogle fordi hun er bange for, at der er mange som griner ad hende eller nogle skal spænde ben for hende. Hun er blevet meget generet og tør ikke kontakte andre. Når dem fra hendes klasse kommer ind fra frikvarter griner nogle altid, og når de gør det tror [NAVN A], at det er ad hende, men det er det ikke, men det har hun svært ved, at forstår fordi hun er blevet mobbet så længe og der er mange som har chikaneret hende. Hendes helt store drøm dengang var at blive dressur ride pige eller hunde massør. Den drøm lever hun stadig på og hun håber meget på, at hun kan blive hunde massør efter hun har været på gymnasiet. Når hun går på gangene på vej ind til sin klasse visker de altid om hende og hun går og tror at de ville gøre hende noget ondt, men det ved hun inderst inde godt, at det vil de ikke. Hun kan ikke selv for sig selv til at tror at de ikke ville gøre hende noget ondt, og det er nok også grunden til, at hun ikke opsøger de andre. Hun er aldrig sammen med nogle og hun tør heller ikke fordi nu er hun jo blevet vand til at gå alene og derfor tror hun, at de ville gøre hende noget ondt. Hun har i gennem mange hår redet og det er hun også blevet drillet med. Hun har fået tilråb om, at hun var dårlig, selvom at dem som har sagt det ikke har set hende ride. Efter 1.klasse begyndte hun og trøste spise fordi det følte hun, at det hjalp hende, men det gjorde hende jo kun større også kunne folk jo også kalde hende fed, men som sagt, det var nok hendes ”medicin” på at holde sig oppe og ikke gå helt ned med flaget. I dag når dem fra hendes klasse tager ned dog spiser tager hun ikke med fordi hun er bange for at folk skal drille hende eller chikanere hende med den måde hun spiser på eller at blive råbt på pga. hendes størrelse. Hun har før prøvet, at når hun kommer ned for at spise sin madpakke fniser de ad hende og hun turde simpelthen ikke gå med ned og spise fordi hun var så bange for at få høvl af de andre som sad og spiste. Når folk de så drillede hende begyndte hun selv og grine fordi hvis nu hun blev ked af det kunne hun jo ikke bare begynde og græde fordi så så folk på hende med de øjne at hun er det svageste led. Men de gange, hvor det så er kammet over er hun blevet rigtig sur på dem eller også er hun blevet rigtig ked af det over det. Hun mener, at dem som driller hende ikke har den forståelse for hvor ondt det enlig gør inde i en at blive mobbet. Hun mener at de burde slev prøve og blive mobbet, så de ville kunne mærke, hvor ondt de enlig gør. Når folk jo kommer ind fra frikvarteret og fniser og grine ville hun jo inderst inde ønske at hun kunne være med og grine med dem, men det ville hun ikke fordi hun er blevet holdt udenfor i så mange år. Her på det sidste i gymnasiet er hun blevet så god efter sine behandlinger så hun snakker med folk og har det enlig ret fint med at gå på gymnasiet. Hun føler så når hun gør det at hun ikke er sig selv, men at hun hele tiden skal være en anden med at være smart og hele tiden skal holde øje med sit udsendende. Det bedste i hendes liv gennem hele det forløb med at blive mobbet har været at komme ud til sin hest, fordi den hest hun har er ikke ligesom alle de andre. Den er speciel af sin race. Da hun gik i folkeskole og skulle op og morgen havde hun ikke den løst som alle andre har fordi, åhh nej nu venter der endnu en ny dag hvor hun kan risikere at blive mobbet, men hendes optur om morgen når hun skulle op var hendes hest. Hun glædet sig meget til at se den og til at passe og pleje den og ikke mindst at træne med ham. Hesten har ligesom andre mennesker været en støtteperson for [NAVN A], fordi hende forældre forlangte at, hvis ikke hun gik i skole kunne hun heller ikke komme ud til sin hest, det var derfor, at hun altid var i skole, så hun kunne komme ud til sin bedste ven. Hun kan godt lide at opdrage, hun har selv opdraget sin hest og lært den en masse forskellige ting så som at vinke til andre. Hvis hun har haft en dårlig dag, hjælper hendes hest hende rigtig meget, fordi hesten løsner ligesom det hele op så alt er glemt næste dag. [NAVN A] har været vand til at klare sig selv, hvis nu der ikke har været en voksen til at hjælpe hende med at snakke ud om tingene, så har hun haft en lille indre dialog med sig selv og så har hun eller hygget sig med sin hest for at blive god igen. Hun har altid følt at der ikke har været nogen grund til at tage i skole fordi hun blev alligevel altid ked af det. Hvis nogle skulle finde hende var det ikke svært siger hun. Hun siger, at man altid kan finde hende ude ved sin hest eller ved sin computer. Hun ønskede ellers at blive den ”Populære pige” som var med til gymnasie festerne eller som altid blev inviteret med ned på cafe og fik en kop te eller kaffe. Hun tror at vejen i mod at få et helt normalt forhold til andre mennesker er at blive ved med at prøve og aldrig give op også drømmer hun om at blive den pige hun var før, som var ikke at være bange, men er imødekommende overfor folk så hun ligesom kan få et ganske normalt liv igen.
Det er gratis at oprette en konto