I dag var en stille dag. Jeg ved ikke, hvorfor lige netop i dag, men tankerne har optaget mig og gjort mig fjern fra omgivelser, som jeg snart skal være foruden. Jeg er begyndt at sove uroligt om natten. Min fornemmelse siger, at det ikke kun er fordi spændingen og angsten hjemsøger mit i forvejen rodede hoved, men noget andet. Dog kan jeg ikke finde frem til hvad. Jeg har lige haft mareridt. Om turen. Jeg vågnede med et sæt for omkring et kvarter siden, helt våd af sved, eller af saltvand, som jeg før troede. I min drøm havde en storm passeret Atlanterhavet, og bølgerne havde revet i skibet. Styret det - og der var intet at stille op. Jeg havde med nød og næppe formået at få sejlet slået ned, så vinden havde mindre mulighed for at få båden til at gynge. Jeg var i min drøm blevet søsyg, og skulle kaste op. Jeg havde set mig selv helt grøn i hovedet, som i tegnefilmene. Jeg så mine kinder puste sig op, som blev de fyldt med bræk, og min hånd blev ført op foran munden, som reaktion på at holde brækket tilbage – men uden held. Jeg havde nået at slynge hovedet ud over rælingen inden strålen med opkast ramte siden på båden, og snittede en enkelt fender. Jeg var åbenbart faldet i vandet. Mor var kommet styrtende ind på mit værelse og set forskrækket på mig. Forståeligt nok. Mit lagen var gennemblødt af sved og mine ruder duggede. Hun havde åbnet vinduet, hentet et glas vand til mig og efter små 10 minutter forladt mig for igen at gå ind og sove. Nu ligger jeg så her, og stirrer ud af vinduet. Jeg har regnet ud at jeg stadig kan nå at sove minimum to timer inden vækkeuret ville kime og en ny uge begynde.
Det er gratis at oprette en konto