Flaskeposten

Dynen faldt sammen i en klump på gulvet. Jeg trykkede puden ned over mit hoved. En kold vind blæste henover mine bare ben, og de små, stive hår jeg ikke havde barberet i ugevis rejste sig, og jeg rykkede sammen i fosterstilling. Mit vækkeur begyndte langsomt sin bippende lyd som hurtigt steg i tonerne. Jeg trykkede min hovedpude hårdere mod mit ansigt. Hvis man dog bare kunne blive liggende. Jeg hørte skridt udenfor min dør. Sikkert min mor som ville komme og brokke sig over, at jeg havde vækket hende. Døren blev åbnet, og min mor trådte ind. Hun havde den samme badekåbe på, som hun havde haft på de sidste syv års morgener, siden far havde forladt hende. Den fine kåbe jeg havde givet hende sidste år til jul lå stadig i den store, blomstrede æske fra Magasin. Jeg slap grebet om min hovedpude og trak mine ben længere op under mig. Hvor jeg bare hadede når nogle så mig i den her tilstand. Hun kiggede stift på mig, med sine store, grønne øjne, og kastede hovedet tilbage, som tegn på at jeg skulle stå op. Det var sikkert hendes øjne, min far havde forelsket sig i dengang de fandt sammen. Hun forlod mit værelse og traskede tilbage i sin seng. Jeg gik hen og åbnede mit skab, og fandt posen med det nye tøj. Det tøj jeg havde købt, for de penge som skulle have været brugt på skoleudflugten til Esbjerg. Men som i stedet blev brugt på et par stramme Levis bukser og en hættetrøje. Jeg trak min mors aflagte bluse af, og kiggede mig i spejlet. Egentlig hadede jeg spejle, for de fortalte nemlig altid sandheden. Der var ikke, et beskyttende lag som kun viste de kønne sider af en, som når mor bildte sig selv ind, at hun havde den smukkeste datter i hele Aalborg. Nej, spejlet viste mig altid Juliane Hansen på femten år. Juliane med små, flade bryster, en indsuget mave, skæve ben, og en bleg, uren hud. Ikke engang havde jeg de store, grønne øjne som mor. Der var egentlig ikke noget kønt ved mig. Jeg tog det nye tøj på, og følte mig en smule bedre tilpas. Jeg følte mig i et par sekunder som Marie. Marie fra klassen alle sværmede omkring som fluer. Selvom hun var den ledeste person jeg kendte, og jeg bare havde lyst til at slå hende hårdt, bar hun alligevel en smukhed som ingen andre. Lige meget hvilket tøj hun kom i, eller hvordan hendes hår sad, så hun altid så yndefuld og elegant ud. Jeg ønskede hver aften inden jeg gik i seng, at ville vågne op og være som hende. Eller ville jeg bare ikke vågne igen. Selvom hun havde drillet mig siden tredje klasse og havde fået stort set alle de andre fra klassen med på det, kunne jeg ikke lade være med at ønske, at det var mig. Jeg stod altid en halv times tid og ventede, inden bussen kom. Jeg fortalte nemlig altid min mor, at jeg skulle følges med nogle andre fra klassen hen til skolen. Men sådan var det nu aldrig. Jeg stod altid der helt alene indtil bussen kom, mens de andre sad i bussen og skar grimasser af mig, når jeg viste mit buskort til chaufføren. Men sådan var det ikke i dag. Jeg var kommet for sent af sted på grund af mine nye bukser, som jeg selvfølgelig havde spildt mælk på. Så i stedet måtte jeg gå hen til skolen. Jeg kom tre kvarter for sent og på den mest klodsede måde styrtede jeg ind i klassen med vindblæst hår og rød næse. Et par stykker råbte at det vel var fordi, at jeg havde fået tæsk af min mor. Nogle andre sagde, at buschaufføren nok ikke ville lukke sådan en ko som mig ind i bussen. Marie sad som altid bare og storgrinede over deres kommentarer, mens hun smilede hånligt til mig. Det dunkede i min tinding, og mit hjerte hamrede hårdt i mit bryst. Tårerne trillede ned ad mine kinder, og jeg løb ud af klassen. Jeg løb ud fra skolens grund, væk fra byen. Jeg løb bare væk fra det hele. En klump samlede sig i min hals, og jeg kunne ikke trække vejret. Jeg smed mig på det fugtige græs og kiggede mod himlen. Efter et stykke tid i denne tilstand, rejste jeg mig op og kiggede mig omkring. På den ene side var der en rapsmark, en anden side en hullet vej, og ligeud en strand. Jeg gik mod havet og så noget skinnende ude i vandkanten. Jeg trak mine bukser op til knæene, og jeg satte mine fødder i vandet. Det gav en isnende, men frisk følelse i mine fødder, da de ramte de glatte sten på bunden. Jeg samlede genstanden op, og fandt hurtigt ud af at det var en flaske. Indeni lå der et fugtigt stykke papir. Jeg gik tilbage mod strandkanten, satte mig i sandet og rev papiret løs fra flasken. På papiret stod der: