”Hej Ronnie,” sagde Drew da han kom gående ned af gangen, og gik imod mig. ”Hej ” Sagde jeg med et lille smil. Han kyssede mig venskabeligt på panden, jeg var begyndt at vende mig til, at det gjorder han, han var opdraget underligt, det syntes de fleste på skolen nok. Folk kiggede underligt på os, men når jeg var sammen med Drew, var jeg ligeglad med hvad folk tænkte. ”Skal du med til frokost? vi kan jo ikke have du farer vild på skole igen, vel?” sagde han og grinede smørret. ”Ja ja, jeg..” mere nåede jeg ikke at sige, før Drew tog mig i hånden og slæbte mig med. Han smilede mens vi gik ned mod kantinen, han smilede altid når vi var sammen, jeg havde aldrig set ham sur. ”Jeg vil aldrig vende mig til den skole her,” sagde jeg lavmælt. I kantinen sad der en masse larmende og snakkende ellever. ”Pis,” sagde jeg lavt, det var ikke meningen at nogen skulle hører det, men Drew hørte det. ”Hvad er der?” ”Jeg har glemt penge der hjemme.” ”Nå, bare det? Du låner bare af mig,” sagde han og smilede til mig. Drew gik hen, og købte mad til ham selv, og mad til mig, man skulle tro han kunne læse mine tanker. Vi satte os hen til et bord, min kemi makker, Andrey sad der også. Vi snakkede meget alle sammen. ”Ronnie, skal vi følges til kemi?” Spurgte Andrey mig. ”Øh ja, det kan vi da godt,” svarede jeg og smilede. Jeg rejste mig og fulgte ivrigt efter Andrey, der gik ret hurtigt. Ifølge mig ihvertfald. Jeg kunne mærke Drews øjne følge mig. Vi gik i stilhed. Det var nok derfor jeg fik et chok, da Andrey pludselig brød stilheden. ”Du er meget sammen med Drew?” Ja, han er ret sød.” ”Det siger du jo.” han sagde det på en afsky måde. ”Kan du ikke lide Drew, Andrey?” Spurgte, og det gik op for mig at jeg lød overrasket. ”Jo da!” ”Han er bare.. anderledes, siden han mødte dig.” Jeg ville spørger hvad han mente med det, men vi var noget til kemi, og hr. Marin var allerede begyndt undervisningen. ”Godt de kunne få tid til at komme, Veronnica og Andrey,” sagde hr. Marin hånligt. Vi satte os ned ved det eneste ledige bord. Alle kiggede på os. Marin fortsatte undervisningen og alle rettede opmærksomheden mod ham igen. Marin var færdig, og havde givet klassen lov til at gå. Vi gik ud, lige da jeg åbnede munden og skulle til at spørger ham om, hvad han mente med det han havde sagt inden timen, sagde han bare ”Vi ses Ronnie,” og smilede. ”ja, det gør vi.” Jeg kiggede måbende efter ham, da han gik. ”Ronnie, Ronnie?” Jeg rettede blikket mod stemmen, det var Drew. Han smilede til mig, jeg smilede tilbage. Jeg tænkte meget over det Andrey havde sagt. Der kom en pige hen til os, hun var meget smuk, hvis jeg faktisk skulle indrømme det. ”Hej Drew,” sagde hun. ”Hej” sagde Drew, hun ventede på at få hans opmærksomhed, men det skete ikke, han kiggede kun på mig. ”Hvorfor behandlede du hende på den måde?” ” hvilken måde?” sagde Drew, og kiggede forvirret på mig. ”Du kiggede ikke engang på hende, for at se hvem det var! det var da ondt?” ”Det behøvede jeg ikke,” Sagde han snedig, det fik mig til at tænke over hvad han mente. ”Jeg lærer aldrig at forstå jer amerikanere.” Sagde jeg og himlede med øjnene. Han brød ud i latter. ”Hvad?” ”Ikke noget,” sagde han mens han var ved at flække af grin. ”Hvad?” Spurgte jeg mens jeg også var begyndte at grine. Vi gik ud på parkerings pladsen, jeg kiggede på de mange biler. ”Veronnica, du er 17 og har stadig ingen bil, du må til at spare,” tænkte jeg og sukkede. Andrey kom hen til mig, ”Skal du have et lift, Ronnie?” spurgte han mig, og så lidt hånligt på Drew. ”Nej, min far kommer og henter mig.” Sagde jeg og smilede. ”Og du vil hellere køre med din far?” sagde han og løftede det ene øjenbryn. ”Du siger noget.” sagde jeg og bed mig i læben. ”Du må også gerne køre med mig.” indskød Drew. ”Drew bor tættere på mig, det ville være nemmere, så behøver du ikke at køre omvejen, Andrey.” sagde jeg og smilede. ”Det ville ikke genere mig.” sagde Andrey, lidt forlegen. ”Så lad os køre, Ronnie” sagde han og smilede prægtigt. ”Okay,” jeg fulgte efter ham hen til en sort Mercedes. ”Den er.. blæret.” ”Lidt, jeg fik den af mine forældre sidste år.” sagde han og kiggede ned i jorden, som om han var flov over den, eller som om han skjulte noget, jeg spurgte ikke ind til det. Jeg satte mig ind ved siden af ham. Han trådte speederen i bund, og vi susede ud af parkeringspladsen, og lige ud af vejen. Speedometeret, gik højere og højere op, ”Du køre ret stærkt!” ”Jeg kan lide fart, og desuden kommer der aldrig nogen her på denne her vej.” Sagde han og trak på skulderen. Han satte farten lidt ned, og himlede med øjnene.
Det er gratis at oprette en konto