Lokalet er lyst. Fra et stort dannebrogs vindue falder solens stråler ind på et fint, ryddeligt skrivebord og et par hvide matchende stole. På bordet står der et lille spejl, der sender solens stråler videre ud i psykologens kontor. Bag skrivebordet sidder psykologen med et chartek i hånden. Han kigger i nogle af de papirer, der hænger løst ud af chartekket, og gør sig klar til at starte sin session.
Manden, der sidder på en af de hvide stole foran psykologen kigger ind i spejlet med fastlåste øjne...
Hhmm, det er egentlig mærkeligt at se på den måde. Man ser jo slet ikke. Jeg ser-ikke lyder som et godt udtryk. Hvordan kan det være, at man sådan lige med ét kan sidde og bare stirre i blinde? Man er jo helt eftertænksom! Det må faktisk kunne bruges til noget dette her. Gad vide om der nogen sinde er nogle, der har fået noget ud af at tænke på denne måde før. Sikkert, men jeg mener ikke at jeg har kunnet bruge det til noget før. Men måske kan jeg nu.
”Undskyld, men er dit fulde navn Rasmus Jensen?”, siger psykologen og kigger op over sine briller og nikker smilende.
Navn? Det er jo bare et såkaldt ”mærke” som jeg har fået påsat, så man kan kende mig. Jeg kunne lige så godt hedde noget helt andet og i virkeligheden er der sikkert mange andre der hedder Rasmus Jensen, så det kan alligevel slet ikke bruges - sådan rigtigt. I stedet kunne man hedde Ras eller Rasmus to.
Det er gratis at oprette en konto