Novelle - Begravelsen

Vi satte os ud i bilen, og skulle til at køre af sted. Kirken lå ikke så langt væk, men alligevel var vi i god tid. Når vi skulle sådanne ting, plejede jeg at dele bagsædet med dig, men nu var jeg alene. Jeg havde meget mere plads end jeg plejede, det var en underlig plads. En forkert tomhed. Der blev ikke sagt noget da vi kørte i bilen, der var en spændt og dyster stilhed. Man kunne se flaget på lang afstand. Flaget der kun var kommet halvvejs op ad flagstangen. Det gyngede så smukt i vinden, jeg tænkte om det måske var dig der legede med det, om du stod og blafrede med det, så vi kunne se du stadig var med os. Solen skinnede, og duften af græs nåede mig da vi steg ud af bilen. Alt var så smukt, men alligevel tænkte jeg kun de mørke, triste tanker. Alle sammen havde sagt det ville blive bedre efter begravelsen, men jeg troede dem ikke. Hvordan kunne det blive så godt som før, når du er så langt væk? Jeg blev ofte sur på dem. Er det en måde at hjælpe mig på? Bare at sige tingene nok ændre sig? Tingene kørte rundt oppe i mit hoved, jeg ænsede ikke alle de mennesker der var kommet for at sige farvel til dig. Det var da ikke nok de kom nu, de skulle have været kommet da du lå og ventede. Eller var det nok, var det i virkeligheden okay de alle sammen kom nu? Folk du ikke havde set så længe, fordi de havde gjort noget de ikke skulle have gjort, eller sagt noget de ikke skulle have sagt. Kunne de bare tillade sig at komme her, og tro at alting var godt igen? Jeg kunne ikke tænke klart mere. Jeg så ikke gravene vi passerede på vejen ind i kirken, jeg så ikke de triste ansigter, der bare stod og kiggede på mig. Det eneste jeg så, var dig for mit indre blik. Jeg havde ikke set dig ligge der, ligge helt stille i din seng, så for mig var du der stadig. Du kunne komme gående hen til mig nu, lægge din hånd blidt på min skulder, og sige du var ved mig, og at jeg ikke skulle være bange mere. Men det var jeg. Jeg var bange. Jeg var bange for at jeg ikke skulle se dig igen, ikke skulle snakke og grine med dig. Jeg stod bare der og stirrede tomt ud i luften, eller var det tomt? Der stod den. Den var så fin, så hvid, så blank, og så uhyggelig? Hvorfor var den uhyggelig? Jeg havde jo selv været med til at vælge den. Du lå godt dernede, med din dyne, og dit lagen. Du lå blødt og sov. Drømte du? Jeg kunne ikke bevæge mig frem mod kisten. Der var en mur, jeg kunne ikke gå videre. Min mor skubbede mig blidt frem, så vi kunne komme op foran, og sidde. Jeg sad ved min mors side, og min far i ryggen, min mormor sad på min anden side. Hun holdte min morfar i hånden. Hvor måtte det være svært for dem. Se deres egen lille pige sove ind. Jeg kiggede stift ud i luften, så præsten komme ind. Jeg kunne godt lide hende. Hun var så sød og forstående da vi snakkede med hende om begravelsen, og om hvad hun skulle sige. Alle havde sat sig ned, og roen kom over folk. De sad bare der. Kirken var næsten fyldt. Den var ikke så stor, men den var næsten fyldt. Varmen bredte sig om mit hjerte. Hun havde så mange venner, det var dejligt at se. Men alligevel føltes det forkert? Præsten begyndte at tale. Om dig. Om alle de mennesker du havde hjulpet, om alle de gode ting du havde gjort for alle de mennesker der sad ved dig nu. Jeg græd. Tårerne trillede lige så langsomt ned ad mine kinder. Jeg tænkte tilbage på alle de oplevelser vi havde haft sammen. Vores tur til København i sommers. Da vi kom gående igennem København Zoo, vi skulle ned til elefanterne. Du havde bestemt dig for, det var dem ville skulle se først. Så vi gik. Meget målrettet. Men hov, hvor var