“Én gang forbryder, altid forbryder” er et gammelt udsagn, men også en sandhed, som mange unge kriminelle må forholde sig til. Der er i løbet af de sidste par årtier sket et betydeligt fald i den almene ungdomskriminalitet. Der er ganske enkelt blevet færre unge, der begår kriminalitet, og de, der gør det, gør det sjældnere. Til gengæld er der sket en polarisering, så de, der begår kriminalitet, har sværere ved at komme ud af det igen. Billedet er blevet mere sort/hvidt, og de kriminelle unge oplever sig i stigende grad som anderledes.
Introduktion
Hvad er ungdomskriminalitet?
Når en person overtræder straffeloven eller anden lov, der kan medføre en straf, har vedkommende begået en kriminel handling. Begås denne handling af et barn eller en ung under 18 år, ja så er der tale om børne- eller ungdomskriminalitet. Generelt kan man skelne mellem kriminalitet blandt børn under 15 år, som er den kriminelle lavalder, og kriminalitet blandt unge på 15-17 år.
Hvem er de unge kriminelle?
Vi har alle sammen et billede af, hvordan unge kriminelle ser ud. Også selv om vi faktisk ikke har mødt nogen af dem. Ifølge lederen i Center for Ungdomsforsknings tidsskrifts temanummer om ungdomskriminalitet (se kilder) har vi alle en slags indre billede af de unge kriminelle - et billede, der næres af reportager om lovløse ungdomsbander i betonforstæderne, overskrifter om voldelige unge i nattelivet og interviews med bankansatte, der er blevet truet af stadigt yngre bankrøvere. Et indre billede, der med andre ord har fået næring af ungdomskriminalitetens allestedsnærværelse i den danske offentlighed. I temanummeret står der: “De unge kriminelle ser vi dog sjældent. Måske i korte glimt, når de sniger sig væk fra byretten gemt bag jakken, eller når der en sjælden gang bliver lavet en dybdegående reportage fra Vollsmose. Men for det meste forbliver de anonyme og ansigtsløse, selvom deres gerninger fylder så meget i offentligheden. Og så skaber vi vores egne billeder. Vi giver dem et ansigt. Et ansigt baseret på frygt. Og et ansigt, som sandsynligvis gør frygten større”.
Det er gratis at oprette en konto