Jeg havde den under armen. Altså, dukken. For hvert eneste skridt jeg tog, kunne jeg mærke målet komme tættere og tættere på mig, og jeg kunne mærke en lille bitte følelse af gerne at ville vende om, løbe hjem igen, komme frem inden i mig. Men så også kun en lille følelse. For jeg fortsatte. Målrettet.
Det var tidligt på efteråret, og også tidligt om morgenen. Jeg tror klokken var fem da jeg gik hjem- mefra, og det var ikke længe siden. Det dugvåde græs fra nattens kulde føltes isnende koldt under mine små, bare fødder. Hvorfor havde jeg dog ikke taget sko på? De var snart næsten helt grønne af græsset. Altså, mine fødder.
Jeg havde besluttet mig for, at nu var det slut. Jeg ville ikke have den længere. Eller, det er ikke helt rigtigt. For jeg elskede den jo. Over alt i verden, og ville frygtelig gerne beholde den. Men jeg ville ikke være barn længere. Altså, lille. For det var jeg. Det sagde de andre i hvert fald, at når jeg stadig havde dukken, så var jeg stadig et barn. Et lille barn, der legede med dukker. Og sådan et menneske ville jeg ikke være. Sådan et menneske der stadig legede med dukker. Og jeg ville bevise det. At jeg kunne efterlade den, altså.
Det er gratis at oprette en konto