”Vi skal af her. Saml jeres ting og så mødes vi udenfor”. Jeg tager mine tasker og venter på resten af klassen. Jeg træder sidst ud af toget og går alene hen til de andre. Jeg har ikke lyst til at følges med nogle. Jeg har det bedst alene, for de andre er ikke ligesom mig. Jeg er ikke normal. Jeg trækker min langærmede endnu længere ned over hænderne, så hverken min hænder eller arme kan ses. Jeg tænker bare på at komme væk, så mine smerter kan forsvinde. Jeg kunne aldrig give dem et indblik i min verden. De ville alligevel ikke forstå. ”Kom så, vi skal ud til busserne. Få nu lidt fart på. Malene, ind til siden, folk bag dig kan ikke komme forbi. Malene. Malene, vågn nu op!”. Der går lidt, inden jeg fanger, at det er mig, min lærer råber på. Jeg ved, hvad han tænker. Han ønsker, at jeg ville være lige så let som de andre, men han ved ikke, hvordan det er. Jeg ved, hvordan jeg kan styre smerten . Han ved slet ikke, at der er nogen. Jeg kigger bare ned og flytter mig. Jeg kan høre de andre hviske. De synes også, at jeg er mærkelig, men de kender mig ikke. Efter 10 år kender de mig stadig ikke.
Det er gratis at oprette en konto