At miste kontrollen over sit eget liv er en af mennesket største frygte. Især når hjælpen fra samfundet, som burde være en støtte, i stedet føles som en straf. Dette tema er centralt i novellen ”Naadsensbrød” af Henrik Pontoppidan fra 1887, hvor læseren får indblik i en fattig kvindes liv og hendes møde med et hårdt og umenneskeligt system. Novellen sæter fokus på skæbne og mødet med et strengt og umenneskeligt system. Novellen sætter fokus på fattigdom, magt og manglende medfølelse i samfundet og viser også, hvordan mennesker kan miste både frihed og værdighed. Novellen kritiserer ikke kun fattigdommen i samfundet, men også den måde mennesker bliver behandlet på, når de ikke længere kan klare sig selv. På den måde bliver historien både en blanding socialkritisk og menneskelig tragedie.
Novellen foregår i en landsby, hvor en fattig kvinde, Stine bødkers, skal sendes på fattiggården, som i novellen bliver kaldt ”kassen”. I starten beskrives anstalten som moderne og ordentligt men hurtigt opdages det, at stedet er meget disciplineret og dystert. Da myndighederne kommer for at hente Stine, gør hun voldsom modstand. Hun skriger, kæmper og nægter at tage med dem. Til sidst bliver hun tvunget væk af sognefogeden og nogle mænd, mens landsbyen, børn og voksne ser på. Historien slutter med, at nogle børn siger. ”det var Stine Bødkers der kom på ’kaasen”’, som understreger, at samfundet er blevet følelseskoldt overfor de svage. Slutningen virker ekstra barks, fordi ingen viser medfølelse med Stine eller forsøger at hjælpe hende.
Det er gratis at oprette en konto