Nelson Mandela: liv og kamp mod apartheid

Denne rapport handler primært om Nelson Mandela fra start til slut af apartheid-perioden. Afrika før Nelson. Nelsons barndom. Hans liv som voksen. Politik. Familie og apartheid. Nelson Mandela er en ældre mand som har oplevet rigtig mange ting i sit liv som er meget interessante, at skrive om, men jeg har valgt at skrive en rapport fra hans fødsel og til og med apartheids slut(Se ovenstående)

SYDAFRIKAS HISTORIE FØR NELSON MANDELA I KORTE TRÆK

Det oprindelige folk i det sydlige Afrika bestod hovedsagelig af tre grupper mennesker: 1. buskmænd (jægere og samlere), 2. hottentotter (kvægbrugere) og 3. bantuer (kvæg- og agerbrugere). I slutningen af 1400-tallet var der stor rejseaktivitet blandt de europæiske søfarer. I 1497 sejlede portugiseren Vasco da Gama og hans besætning langs Afrikas vestkyst. Det blev starten på en lang og sej kamp for de indfødte.

Portugiserne forsøgte på det tidspunkt at tage Sydafrika som en koloni men det lykkedes ikke. I 1652 oprettede hollænderne en forsyningsstation med blandt andet sygehus og ´butikker´. Efterhånden slog en del hollænder sig ned permanent for at arbejde på forsyningsstationen, og snart opstod en hel lille by ved havnen. Den fik navnet Kapstaden. Ligesom hollænderne, kom der også andre vildfarende til Afrika, både Franskmænd og tyskere bosatte sig. Det fik store betydninger for de såkaldte ”indfødte” i Afrika. Senere hen begyndte tilflytterne at dyrke jorden og det gjorde at de indfødte ikke selv kunne dyrke jord og blive nød til at arbejde hos tilflytterne. I de senere år blev der valgfarende hentet slaver fra Asien for at udføre arbejde for boerne. Boernes dominans forsatte frem til starten af 1800-tallet. Briterne vandt slaget og havde den dominansen over Sydafrika og ikke mindst Kapstaden. Efter at Briterne havde overtaget dominansen begyndte de mange grænsekrige mellem de sorte afrikanere og de hvide. Briterne havde efterhånden set muligheden i at indvandre til Sydafrika i stor stil. Mulighederne og interesserne var store, ikke mindst der økonomiske, idet at de havde opdaget forekomster af guld og diamanter, samt at de fik stadig mere land og stadig mere magt. Boerne blev mere og mere utilfredse med briternes overherredømme. De ville ikke acceptere, at briterne ejede så meget land, og at de foretog store investeringer. På grund af uoverensstemmelserne udbrød en regulær krig, Boerkrigen, i 1899; en krig der stod imellem de to hvide grupper. Briterne var i klart overtal, men alligevel, skulle parterne igennem knapt tre års blodig krig, inden det var en kendsgerning at briterne havde vundet og stadig havde overherredømmet i Sydafrika. Briterne – og boerne/afrikanderne med – havde en klar interesse i, at der blev ordnede forhold i Sydafrika. Den 31. maj 1910, på otteårsdagen for Boerkrigens ophør, blev Den Sydafrikanske Union dannet af de hvide. Sydafrika var en selvstændig, uafhængig nation. Perioden efter 1910 øgedes spændinger mellem de hvide og de sorte. De sidstnævnte dårligere forhold. Deres reservater var alt for tæt befolkede, og de kunne kun i ringe omfang kunne leve af jorden. I 1913 blev der eksempelvis forbudt for sorte at eje jord. En anden lov, der markerede forskellen på farvet og hvis, var pas loven. Den betød blandt andet, at alle sorte sydafrikanere altid skulle bære pas, således at politiet kunne checke deres identitet. I 1912 blev der dannet en organisation, som i 1923 fik navnet ANC ( African National Congress). Det var ANC´s indstilling, at alle i Sydafrika skulle leve fredeligt med hinanden. Det ville sige at de sorte ikke skulle bekæmpe de hvide, men de sorte skulle have samme rettigheder som de hvide. Men da det stærkt nationalistiske boer-parti Nationalistpartiet vandt valget på et racistisk apartheidprogram i 1948, betød det, at alle Sydafrikanske racer skulle adskilles.