Morten og den gyldne krone

Der var engang tre små gedekid. De to ældste gedekid gjorde alt rigtigt og fik altid at vide, hvor gode de var, og at de nok skulle blive til noget stort her i verdenen. Det yngste gedekid hed Morten, ham var der ingen, der kunne lide. Han var ikke specielt køn, han var ikke lige så stærk som de andre. Alle de andre var bedre end ham til alt undtagen én ting, Morten havde en fantastisk fantasi. Men fordi han var så grim, og fordi der ikke var nogen, der kunne lide ham, var der eller ikke nogen, der lagde mærke til hans talent. Morten havde ingen venner, og alle de andre gedekid drillede ham.

En dag blev det for meget for Morten. Han var blevet drillet hele dagen, og da han kom grædende hjem, stod hans forældre bare og grinte ad ham. Morten kunne ikke mere, om natten besluttede han at løbe hjemmefra. Alle vidste, hvor farligt det var at være ude, når mørket var faldet på. Det var dér, ulven var mest sulten. Og ulven i Mortens land elskede gedekid mere end noget andet. Morten nåede heller ikke langt før ulven kom listende. Morten for sammen af skræk. Derhjemme havde Morten hørt hundredvis af historier om, hvad ulven gjorde ved sit bytte, og det, som Morten havde hørt, ville han nødigt have, der skulle ske for ham. Ulven lød glad, da han sagde: ”Hvem er dog det dejlige gedekid, jeg støder ind i på min måneskinstur?” Ulven slikkede sig om munden og smilte over hele ansigtet. Ulven troede, han havde fået serveret sin livret på et sølvfad, men han skulle tro om igen. Som sagt havde morten jo en meget god fantasi. ”Har du tænkt dig at spise mig?” spurgte Morten roligt. Ulven nikkede langsomt og smilte endnu mere end før. ”Det ville jeg nu ikke gøre, hvis jeg var dig”, sagde Morten hurtigt. Ulvens smil forsvandt med det samme ”Hvorfor ikke det? Jeg tør ellers vædde på, at du smager godt” sagde ulven. ”Jo, nu skal du se min kære ven, jeg er ikke bare hvilket som helst gedekid, min familie er kongelig. Du ved vel godt, hvad der sker med de ulve, som spiser nogen fra kongefamilien?” sagde Morten og begyndte at få sit mod igen. Ulven så meget forvirret ud og rystede på hovedet som svar på Mortens spørgsmål. ”Nu skal jeg fortælle dig det. Hvis en ulv spiser en fra kongefamilien, vil ulven blive sat i et fangehul for resten af livet!” sagde Morten, og da han så ulvens ansigtsudtryk vidste han, at ulven var hoppet på den. ”Men eftersom du sagde til mig, at du ville spise mig skal du stadig i fængsel”, sagde morten og kunne ikke lade være med at få et lille smil på læben. ”Jeg vil ikke i fængsel”, sagde ulven skræmt. ”Det behøver du heller ikke, bare du lover at være min følgesvend og beskytter mig på min rejse”, sagde morten og indså nu, at det faktisk var meget godt, han stødte på ulven. Selvfølgelig passede det, Morten sagde ikke, men ved hjælp af sin fantasi havde han nu vendt ulven over på sin side. Morten og ulven drog sammen af sted.