En politimands selvmordstanker

Det sidste jeg huskede var at jeg stod oppe på taget, på min lejlighed med min revolver pegende mod mit hoved. Solen var ved at gå ned og det skabte et flot rødt skær på himlen over de guld farvede skyer. Luften var varm og jeg kunne høre biler dytte af hinanden i det fjerne. Jeg sigtede op mod skyerne og trykkede på revolveren så den skiftede skud til dens femte ud af seks skud. Jeg stak den ind i munden, lukkede øjnene og sagde farvel til denne ondsindede verden, hvor ingen retfærdighed var til. Jeg tænkte på min store bror, som jeg engang arbejdede sammen med i politiet, og på dan dag han døde. Han skulle forhandle med en tyv der havde lukket sig inde på en tankstation om nogle gidsler. Jeg kunne stadig huske hvordan hans blod flød ud på asfalten da tyven skød ham adskillige gange i brystet. Jeg stod lige bag ham så hans blod sprøjtede ud over mit tøj og mit ansigt, da skuddene gennemborede hans krop. 2 kugler ramte også mig, men jeg var ligeglad med mig selv. Jeg prøvede at gribe ham da han faldt bagover, men mit knæ gav efter så jeg faldt. Jeg lå på jorden ved siden af ham og kunne ikke rejse mig. Jeg ville så gerne hjælpe ham, men kunne ikke. Mit syn blev sløret og langsomt mørkere. Jeg kunne høre at mine kolleger skød ind mod den bevæbnede tyv, og det var der jeg gik i sort(besvimede). Jeg havde et mareridt, det var så uvirkeligt, men intenst. Jeg stod i et mørkt rum og så på de bange og sorgfyldte ansigter der kom du af mørket. Ansigterne skreg af smerte og lidelse, som om de var ved at blive straffet med noget der er værre end døden. Mareridtet varede længere end de mareridts jeg normalt havde. Jeg troede til sidst at jeg var ved at blive skør. Mine øjne ville ikke lukke og mit hoved kunne ikke drejes. Jeg var tvunget til at se på de rædselsfulde ansigter og høre deres skrig. Men så åbnede jeg øjnene og så det skarpe lys fra solen der skinnede lige ind i mine øjne. Jeg kunne ikke se noget de første par minutter. Jeg hørte nogen snakke med glæde i deres stemme til mig. Det lød som om det ikke engang var ord personen sagde, det hele var helt udtrukket og gav genlyd i mit hoved. Det eneste jeg kunne se var flimmer, men jeg kunne se omridset af en buttet mand der stod ved siden af mig. Jeg kunne blinke og dreje hoved, aldrig havde jeg følt mig så taknemlig for at kunne blinke. Mine øjne var tørre og det gjorde ondt at kigge rundt i rummet jeg befandt mig i. Mit syn og min hørelse kom langsomt tilbage og jeg kunne se at det var min bedsteven (John) der sad ved siden af mig med hans normale påklædning, sort jakke med en sort T-shirt indenunder og han havde et par blå cowboybukser på. Han sad på en træ stol og kiggede på mig med store øjne. Jeg vendte mit hoved mod ham så jeg kunne se ham ordentligt.”Velkommen tilbage”, sagde han og smilede så jeg kunne se hans smilehuller ved hans store runde kinder. Jeg vendte hoved så jeg så op i loftet igen og spurgte, ”Hvor lang tid har jeg været bevidstløs?” John svarede,” Du har været i koma i 6 dage”