VED HØJER SLUSE Alfred vågnede op i en seng i et helt hvidt rum. Han vidste ikke hvor han var, eller hvad dag det var. Det eneste han faktisk vidste, var at hans elskede ikke længere var iblandt mennesker. Bare tanken om det gjorde hele rummet koldere. Det ellers helt hvide rum føltes også meget mere mørkt, nu da han tænkte på hende. Tårerne begyndte stille at vise sig i øjnene på ham, men forsvandt hurtigt da døren blev åbnet. Ind kom en sygeplejerske i en hvid dragt og med en bakke i hånden. Alfred ville sætte sig op i sengen, men opdagede først nu at han var i spændesele. ”Årh, endelig er du vågen Alfred” sagde sygeplejersken. Du slugte en del vand da digerne blev ødelagt. ”Hvorfor har jeg spændesele på?!” råbte Alfred. ”Husker du ikke noget af det der skete?” spurgte sygeplejersken forundret. ”Noget om hvad?” - ”Alfred, du prøvede at tage livet af dig selv. Det eneste der redede dig var vandet fra digerne.” sagde sygeplejersken. Imens at hun fortalte dette, begyndte Alfred at kunne se det hele for sig. Efter to minutters stilhed udbrød han: ”Nu husker jeg det! Hvorfor lød i mig ikke gøre det?! Jeg har mistet min elskede Karen, og jeg ved ikke hvad jeg har at leve for længere! Hun var alt i mit liv, det var hende der holdte mig oppe. Jeg kommer ikke fra en rig familie, og jeg knokler hver dag for at blive bager. Hver dag kom jeg hjem sur og tvær, men det lavede hun om på. Hendes smil, hendes stemme…” Der stoppede han. Sygeplejersken stod og kiggede på ham, som om hun ventede på at høre mere. ”Jeg… jeg kan ikke uden hende!” udbrød Alfred, med en knækkende stemme. Han græd, men kunne ikke fjerne tårerne. ”Luk mig ud af den her ting!” sagde han, og pegede på spændeselen med hovedet. ”Jeg må ikke. Jeg ville virkelig gerne tro mig.” sagde hun. ”Du er jo stadig selvmorderisk.” Alfred begyndte at vride sig og skrige som han aldrig havde gjort før. Sygeplejersken satte hurtigt bakken på et bord nær Alfred, og løftede hurtigt sprøjten op. Hun satte den i armen på Alfred og han faldt hurtigt til ro. Lige før han faldt i søvn så han der stod: Propofol. I de næste 6 måneder gik Alfred rundt i en evig rus af medicin, og han var langt væk fra virkeligheden. Lægerne ville ikke give ham medicin hver dag, men gjorde de det ikke begyndte han at tænke på Karen igen. Til sidst begyndte de at trappe ned på doserne og i den sidste måned før han kom ud fik han overhovedet ikke medicin. Endelig kom den dag hvor han kom ud af hospitalet. Lægerne havde ikke villet lukke ham ud før nu. De mente at han stadig var selvmorderisk. Alfred vidste dog nu at han ikke var ude på at tage livet af sig selv længere. Efter at have været på hospital i 6 måneder, havde han indset at han livet udenfor var for godt til bare at smide væk. Der stod han så. Kun med 100 kr på lommen, og ingen steder at tage hen. Han ville tage tilbage til bageren og få gjort sin oplæring færdig. Men ikke endnu. Han ville se Karens grav først. Han havde ikke haft mulighed for at komme med til hendes begravelse. Alfred tog bussen til kirkegården. Da han endelig stod foran porten til kirkegården, blev han skræmt. Sidste gang han stod her, på dette selv samme sted, var da han mistede sin søster. Lise – som søsteren hed – havde gennem længere tid haft en uforklarlig sygdom, som ikke kunne helbredes. Det var syv år siden. ”Syv år” tænkte Alfred. ”Kan det være så lang tid siden?” Imens alle disse tanker gik gennem hovedet på Alfred var han gået – uden selv at tænke over det – hen til søsteren grav.Lise Erling Larsen. Født d. 19/2 1959. Død morgenen d. 24/12 1969.» Død men aldrig borte. «Alfred husker tydeligt aftenen hun forsvandt. Alfred og hende lå i deres senge d. 23 og snakkede om hvor meget de glædede sig til jul. Lise lå og snakkede om alle de ting hun håbede hun fik. Legetøjsheste, dukker, dukketøj, te stel og meget andet. Der var ikke den ting fra sin ønskeseddel, som Lise ikke fik nævnt. Da hun endelig var færdig sov Alfred næsten. ”Hvad ønsker du dig, Alfred?” havde hun sagt med glimtende øjne, imens hun ventede på at høre hvad Alfred sagde. Hun havde lagt sig på maven med albuerne på sengekanten og benene op i luften. ”Jeg ønsker mig, at du holder kæft så jeg kan få noget søvn. Godnat!” havde Alfred sagt. Det store smil og de glimtende øjne forsvandt fra Lises ansigt hurtigere end det var kommet. Lise havde glædet sig til julen lige siden starten af oktober. ”Men det var overhovedet ikke sådan jeg ville have sagt det.” sagde Alfred til sig selv, imens han kiggede på gravstenen. Da Alfred vågnede næste morgen, lå Lise på ryggen med lukkede øjne. Alfred hoppede op af sengen og sprang over til Lise. Han smed sig på knæene foran Lise og råbte: ”Lise det er jul! Vågn op! Vi skal ned og hjælpe mor med brunkagerne! Hun er allerede gået i gang! Duft engang: Det dufter at vanilje kranse.- Men selvom at han talte meget højt og der var larm nede fra, så vågnede hun ikke. Hun lå bare helt stille og hvid. Først kunne Alfred ikke forstå det, men da han gav sig til at ruske i hende, da forstod han det. Hun var kold som is. Alfred vidste godt at hun ikke bare frøs. Selvom han kun var 10 år. ”Mor! Mor, kom herop!” råbte Alfred, med en knækkende stemme. Moren styrtede ind at døren, med en grydeske i hånden og vanilje pulver i den anden. Hun stod først i lang tid med et tomt blik. Men til sidst gik hun over og lagde dynen over hovedet på Lise. Alfred forstod ikke hvorfor hun ikke græd. Men moren havde forstillet sig det ske så mange gange, at hun ikke længere kunne forholde sig til om det var virkelighed eller en drøm. ”Ikke endnu!” råbte Alfred. ”Jeg vil sige farvel!” Alfred havde sat sig op over lise og sad nu bare og kiggede på hende. ”Undskyld Lise.. Undskyld for det i går. Du ved det ikke var sådan jeg mente det. Vil du høre hvad jeg ønsker mig allermest? At du kommer til live igen.” Han styrtede ud af døre og løb ned at trapperne til juletræet. Det var flot pyntet. Det var faktisk ikke meningen at han måtte se det før aftenen, men Alfred var ligeglad. Han fandt den gave som han skulle give til Lise. Han flåede papiret af og løb op igen. ”Her Lise.” sagde han og stoppede dukken ned under dynen ved siden af Lise. ”Det er den du har ønsket dig så længe. Den har jeg købt til dig. Håber du kan lide den.” sagde han smilede. Alfred rejste sig op og kiggede på hende. Moren stillede sig bag ham og begyndte at massere hans skuldre. ”Det var for tidligt mor. Hun skulle have haft julen med.””Ja, det skulle hun, Alfred.” sagde hun. ”Men det fik hun ikke.”Alfred nåede ikke at tænke videre da nogle talte til ham. Det var en af gartnerne på kirkegården. ”Skal jeg smide de gamle blomster væk for dig, så der er plads til de nye?” sagde han. ”Ja, det må du godt, hvis du gider. Tak.” Da Alfred havde lagt blomsterne, gik han igen. Han havde ikke lyst til at være der længere. Nu havde han besøgt hende. Det var nok for denne gang. Alle de tanker havde sat en masse i gang, som han de sidste måneder havde prøvet at glemme. Alfred stod nu foran busstoppestedet. Han ventede på bus Nr. 308. Det var den der skulle køre ham til bageren. Han skulle dog gå 10 minutter, men det nød han bare. 318 kom susende forbi ham. Derefter 303. Da flere busser havde kørt forbi ham, blev han helt i tvivl om det var det rigtige sted han stod. Han var lige på vej over mod skiltet, hvorpå der stod hvad for nogle busser der kørte denne vej, da der kom en bus mere. Der kom den kørende. 308. Da han var stået på, satte han sig ned bagerst i bussen. Der kunne han få fred til at tænke. På forsædet lige foran ham sad en gammel dame, og stirrede ud i luften. Hun havde en brun pels hat på, og en frakke. I hendes taske sad en lille hund, med krone på. Alfred smilte da jeg så hunden. Damen vendte sig om og smilede til ham. Han smilede igen. ”Nå, unge mand. Hvad hedder så du?” sagde den gamle dame, smilende. ”Alfred.” Han smilede ikke tilbage. Det var ikke på grund af damen eller noget andet i verdenen. Han kunne bare ikke forholde sig til det hele længere. ”Hvad er du så trist over?” sagde hun. ”Ikke noget. Jeg er bare træt i dag.” ”Du må huske på, min ven, at livet er en gave som vi ikke bare kan returnere!” Egentligt underligt at hun siger det, tænkte Alfred. ”Tja… det vel rigtigt nok.” – Han blev glad af det budskab. Det gav det hele mening. Han kunne ikke bare opgive sit liv fordi, at han havde mistet sin elskede. Han måtte leve videre. Det kan ikke hjælpe noget at grave sig ned i et hul og vente på at have en chance til at tage sit liv igen. Alfred havde fået et bedre liv efter den dag i bussen. Han havde fået sit gamle job tilbage, han gik til kirkegården jævnligt, tjente gode penge og han var også begyndt at se en anden dame. Hun hed Sanne. Hun havde blondt hår, en flot krop og så snakkede hun meget. Lige hvad Alfred ville have. Hans liv tog en uventet drejning den dag. - Da Alfred vågnede en morgen – som alle andre morgener – stod han op og gik ud på badeværelset. Han troede bare det ville blive endnu en dag på arbejdet. Men så kom Sanne. ”Alfred… der er noget vi må snakke om.” sagde hun. Han fik bange anelser. Hvad nu? Er hun utro? Har hun en sygdom? Hvad er det? Tænkte Alfred. ”Alfred… Jeg er gravid.” Alfred smilede over hele hovedet. ”Det er jo skønt! Vi skal have et barn!” Han krammede hende. ”Jeg stikker ned til bageren og henter morgen brød! Det her skal fejres.” sagde Alfred, imens han hev sin jakke ned fra knagen. Han åbnede døren og blev mødt af en kold vind udefra. Han trykkede sit hoved ned til sine skulder, og gik så ud i kulden. Han skulle ikke længere end over på den anden side af vejen. Der lå bageren. Det var stadig mørkt udenfor. Alfred var så spændt over sit nye barn. Han gik ud på vejen uden at tænke sig det mindste om. Han nåede lige at vende hovedet da han så et hvidt lys. Alfred hørte en masse larm… Han blev slynget rundt i luften og en masse larm fulgte efter. Da han landede vred han sig i smerte, men stoppede da det forårsagede endnu mere smerte. Ring til 112 kunne han høre en der råbte. ”Nej……..” tænkte Alfred. ”Det kan ikke være forbi. Jeg vil ikke dø nu.” Alfred tænkte på det den gamle dame havde sagt. ”Jeg vil ikke returnere min gave. Det er for tidligt.” En masse tanker fløj gennem Alfreds hoved. Hans kæreste, hans familie, han ufødte barn. Og han sluttede med at tænke på Karen. Hvordan hun ville have set ud, deres fremtid sammen og om de måske ville få et barn engang. Alfred havde engang hørt noget i radioen. Det var en militær officer der havde mistet en god ven. Han havde sagt: Når du ligger og bider i græsset, vil det gøre helvedes ondt! Og du vil lide. Men når det ikke længere gør særlig ondt. Så ved du, at du ikke klarer den. ”Det gør ikke ondt længere….” sagde Alfred til sig selv. Han smilede. ”Jeg skal se Karen igen.” Han lukkede øjnene. Og forsvandt.
Det er gratis at oprette en konto